1886. 19. februar [fredag]. Meiningen

Meiningen 19.2.86.

Det er meget kort, jeg, kære Fru Ferslew, maa skrive, ti jeg er saa udmattet, at jeg knap kan holde en Pen.

Imorges Klokken fem blev jeg vækket af Politi: jeg gik til Raadhuset Kl. 8 og erfarede, at jeg var udvist af Meiningen. Det vil sige af Tyskland ‒ ti Udenrigsministeriet i Berlin har underrettet alle RigsregeringerA om, at min Nærværelse i Keiserdømmet ikke taales.

Dette nye Slag er lige ved at slaa mig til Jorden. Jeg har kæmpet saa fortvivlet her og lidt saa meget.

Jeg har i denne Maaned afsendt 21 Artikler og fra hele Verden kun sét 120 M.N UdenA Penge staar jeg nu, foran Udvisningen. Telegrafere hjem, vil jeg ikke. Da gaar atter alle Trommer. De er den eneste i Norden og kun to Forretningsfolk i Tyskland skriver jeg, jeg er udvist. Ellers, at jeg er reist til Wien.

Til Danmark nytter det ikke at gaa. Hvad har man der at byde mig: et Blad, med hvilket jeg ikke sympatisererN ‒ mine Venner til Fjender, og mine Fjender til syneladende Venner.

Jeg maa tage til Wien for den Smule, jeg har. Jeg vil komme dertil uden en Øre. Jeg har kun Dem at stole paa. Jeg maa have blot to Ugers Ro ‒ ti jeg er halvt tilintetgjort af disse Kampe og Sindsbevægelser. Jeg vil jo i Wien være udsat for Sult bogstavelig ‒ men jeg vil være stærkere end min Ulykke. Min Stilling i Berlin faar jeg tilbage, naar Keiseren benaader, og paa minA nye Bog skriver jeg Dag og Nat.

Hvormeget De kan eller Deres Mand tillader ‒ det beder jeg Dem sende. At henvende mig til nogen andre var at der blev talt om denne siste Udvisning, og det maa jeg undgaa.

Grund til Udvisning: (Ministeren sagde mig det her): kun Bergen-Artiklen (og jeg tror Boldt).

Herman Bang.

Poste restante Wien.