1886. 24. februar [onsdag]. Wien

Wien. 24.2.86.

Min kære Peter.

Du er rimeligvis forbauset over min Taushed men jeg vilde ikke skrive, før jeg sad her, hvor nu min Omvanken har fundet en Hvileplads – for hvorlænge? Ti jeg begynder at tvivle paa, at menneskelige Forhold overhovedet existerer endnu.

Først og fremst: alt, hvad i dette Brev skrives, skrives kun for dig, Immanuel, og Fru O., at ikke noget Blad erfarer noget og paany fører mit Navn gennem alle Rendestene. Sig det specielt til Fru O., at hun ikke taler til et Menneske derom, ikke f:Ex til LauridsenN. Det hedder kun: jeg er reist til Wien.

Men reist frivillig – det er nu det, jeg ikke er. EntendezN: Torsdag AftenA modtager jeg i Meiningen den sædvanlige Melding til Fredag Morgen Kl. 8. Disse Folk sørger jo altid for, at man bliver berøvet sin eneste Søvn. Jeg stiller altsaa: udvist. Grund: "Bergens Artiklen"N – intet andet. Jeg gaar til Ministeren. Han beklagede det. Men "Udenrigsministeriet i Berlin havde ønsket det". Udvisning var det mildeste. Hvis jeg ikke fremmed havde skrevet i et fremmed Blad, vilde Domstolene have grebet ind. Altsaa: heraus. 48 Timer. Hvordan jeg kom bort, hvordan jeg naaede herhen – telegrafere hjem, vilde jeg jo ikke, det vilde jo vække den Opsigt, jeg just vilde undgaa – jeg vil forskaane dig for en Beskrivelse. Som en Gunst af Hertugen N opnaaede jeg, at de Meininger-Blade fik Ordres til at tie om Udvisningen.

Som en Gunst!

At forlade Meiningen vilde ikke blot sige, at opgive alle de Planer, jeg havde med Ibsen – og som Hertugen og Ibsen just skal drive paa, mens KroneghN spiller sin Svanesang i Amerika – men det vil sige, at forlade "Tyskland". Ti det samme vil ramme mig – i alle Stater.

Du vil sige: Men hvorfor da ikke hellere komme hjem? Fordi jeg ikke kan. Hvad skal jeg hjemme? Her kan jeg udrette noget. Derfor vilde jeg endnu forsøge Wien. Og her kan man vel ikke smide mig ud. Men, skønt jeg jo nok ved dette, er jeg blevet saa nervøs, at jeg nu lever i en evig Skræk, for at ogsaa dette skal ske. Jeg har ikke sovet inat, fordi jeg tænkte derpaa. Jeg er saa nervøs, at jeg om Natten brænder, som om jeg havde Brændenelder paa hele Kroppen. Og mit Hoved taaler ikke at ligge paa Puden. Det er en frygtelig Tilværelse – og endnu frygteligere, fordi jeg kun har et eneste at stole paa selve dette stakkels Hoved, som er ved at sprænges. Naar jeg har gjort mine tre nødvendige Privatbreve færdige, skriver jeg to Artikler til "Politiken" – stadig dateret Meiningen. Jeg véd, de kommer for séntA til denne Maaned men lad dem saa gaa snelt paa i næste. Og dernæst beder jeg dig sige til Hr. Hørup, at jeg denne Maaned ikke kan (for Februar) betale Halvdelen af. Jeg skal skrive desto mere i næste Maaned.

Gør du mig, Peter, den personlige Tjeneste strax efter Modtagelsen af