1886. 5. marts [fredag]. Wien

Wien. Hotel Hammerand. 5.3.86.

VIII Bezirk

Kære Peter.

Bliv ikke forfærdet over, at jeg i de næste Dage sender dig en Artikel hver Dag – de kan jo ligge paa Lager – men det er den eneste Maade, hvorpaa jeg efter saa mange Lidelser kan arbeide mig op igen til nogen "fair" og "chic"N.

Ret i denne Artikel, hvad der fortjener at komme i "Punch "N. Det er en Stemning, som maaske vil synes dig græsselig, og som dog ikke er hensat uden Kunst. Der vil være dem, som vil sukke lidt, sé tilbage og sige "Ja".

Nu gaar det løs! Jeg svarede altsaa Firmaet "Bierring & Ottesen" et bestemt "Nei". Modtager saa nu en Depeche: "Sig ikke nei. Husk Tiden, da De faldt fra Nationaltidende".

Depechen sætter mig Kniven paa Struben. Ti det er sikkert paany Meningen at udhungre mig. Men jeg vil ikke gaa til Dagsavisen, og naar jeg ikke vil det, kan jeg i dette Moment ligesaa godt blive her. Jeg kan tjene det samme og har Kreditorerne mindre. Man synes jo at ville lade mig blive her – jeg mener Regeringen.

Naturligvis er Tilstanden græsselig; jeg er smidt ud af min Leilighed, da jeg ikke kunde betale i maanedsvis; og skønt jeg arbeider som et Asen den Tid, jeg ikke ligger i Sengen eller er besvimet – hvad der gaar jævnlig paa – er det jo næsten umuligt at faa skrabet sammen saameget, at jeg kan holde min Regning Stangen paa dette Hotel, hvor jeg atter har maattet flytte hen.

Og alt – hvad mine Udsmidninger har kostet.

For at komme lidt til Ro, behøvedes der jo dog 300 Kr. men – gode Gud – da kan jeg saagu skrive længe, især da I er det eneste Blad – som overhovedet sender mig noget.

Og nu beer jeg dig: hvad fanger man an med 60 Kr. i en By, hvor Mønten er Gylden (60 Kr = 30 G.) og hvor man har sin Garderobe i Sachsen N og andre tarvelige Eiendele i Preussen N.

Gud ske Tak – at jeg snart faar saadan Vane til at opleve det græsseligste, at det ikke mere undrer mig, om jeg maa sidde i Skjorte, bar,A – og du véd, hvor det vilde klæde mig – mens jeg nedskriver mine "udødelige".

Naa – min Ven – jeg forsøger at lé, for at ikke en ensom Taare skal liste ned paa Papiret.

Gud véd, hvor jeg sidder paa Onsdag, naar jeg skal betale min Regning.

Hils Hvalpen

fra Din

Herman.