Herman Bangs Breve: 18860306001

Wien. Hotel Hammerand VIII Bezirk.

6.3.86

Kære Peter.

Min Flid belønnes. Renz er god.

Men min Anelse slog ikke feil: man vil have mig til "Dagsavisen" med Trusel af Udhungring.

Det er vel at høre som en Fabel, men Fablen er Sandhed, at jeg for alt, hvad jeg har skrevet til Norden under mit tyske Ophold – og hvad har jeg ikke kradset – foruden de 200 Forskud fra Jer, ikke har modtaget 150 Kroner. Og under det har jeg oplevet to Udsmidninger med to Dages Varsel hvert Sted. Og Udsmidning fra min Bolig her.

Du vil kunne begribe, at jeg ikke har meget at skaffe Penge paa nu. I "Nutiden" ligger Bunker af Manuskript; i "Illustreret", i "Nordstjernen"; i Göteborg; i Bergen; "AArbeidernes Almanak" har Manuskript; Andreas Schou har nu faaet vel 4 Ark til TrykN.

Og alle disse Steder skylder man mig dog eller vil skylde mig den Dag, man trykker mine Ting.

Det gør mig jo imidlertid ikke rigere nuA, og det ved Konsortiet, som aldrig sætter fedt paa Krogen. Jeg faar kun Depescher – "Penge, naar De siger Ja". Jeg har ikke Penge nok til at telegrafere dig et ordenligt Telegram. Og du er den eneste, som vil gøre noget for at hindre denne skønne Plan.

Konsortiet bestaar af: Ottesen, som vil have sine lumpne 140A Kroner; Fru Ottesen, som vil have mig; Bierring, som frygter, at min Sundhed her skal lide ubodeligt – hvad der er det nobleste –A; Schiøtt, som i Parenthes sagt intet hellere ønsker end at sé mig selv som det mindste Horn imod "Politiken".

Konsortiet indsér, at jeg ikke kan holde ud, hvormeget jeg saa arbeider, uden Driftskapital, og man venter min Kapitulation.

Som ogsaa maa følge, hvis du ikke griber ind – i al Hemmelighed. Du véd, at Andreasen N skal have Halvdelen af mit Honorar hos Schou. Hvor flittig jeg end er, bliver der jo meget lidt for mig – ogsaa Schou tager en Sjettedel – og den Trediedel, der bliver, og som vel kunde hjælpe, hvis man vilde udbetale den arkvis (jeg vilde jo skrive, til jeg faldt ned af Stolen – min Ven, hvor er det græsseligt!) – den vil man naturligvis for at naa sit Maal ogsaa trække i Langdrag. Det kan jo Schiøtt, som har Modtagelsesretten hos den iøvrigt langsomme Schou, saare let.

Og det dreier sig om Dage. Kunde jeg være blevet i mit Privatlogis, havde der endda været Mulighed. Men nu, naar jeg Tirsdag faar min Ugeregning, tvivler jeg om, at Værten giver lang Pardon. Min Udstyrelse indgyder just ikke mere Respekt eller Tillid. – Der er under disse Forhold, hvis jeg skal reddes fra "Dagsavisen" kun en Udvei – at sende Bud til de Redaktioner, som i Aar og Dag har skyldt mig Penge vilde være det samme som at søge at slaa Vand af Klipper (hvilket, som bekendt, kun lykkedes for Hr Moses)N –: du maa sætte Sagen ud for enten Hørup eller Brandes. At jeg nødig gaar til dette, siden jeg alt staar i Jeres Gæld dobbelt nødigt ved duA – men alt er bedre end at lade sig true til "Dags-Avisen" og daglig skulle leve dér.

Nu ved jeg, min kære Peter, at det desværre nu kan være "Politiken" reelt meget ligegyldigt, om "Dagsavisen" faar mig eller ei. Ti jeg kan ikke mere "skade" "Politiken". Som Journalist skulde jeg atter indskrive mig i Publikum o:s:v: og selv om det lykkedes mig, vilde jeg aldrig skade Jer et Gran. Det beder jeg dig aabent meddele som min Mening. Men sig disse Herrer, at det er anden Gang, jeg modtager dette Tilbud, anden Gang, jeg kæmper mod det. Ifjor besvor jeg Uveiret ved en Aftenunderholdning. Nu staar jeg efter to Udsmidninger – med den samme Havn for mine Øine. Sig fremdeles, at jeg vel ved, at jeg hidtil kun har gjort mig sparsomt fortjent af "Politiken". Men Forholdene tjener mig til Undskyldning. Dels vil det bedre sig, fordi det synes, at her i Wien kan jeg dog blive, dels fordi jeg lidt efter lidt vil vænne mig til Korrespondancens Form, som altid har været mig som et Par ubekvemme Støvler. Fremdeles synes jeg ikke det vilde være umuligt at anvende mig som Boganmelder. Send strax Bøgerne til mig, og I har Anmeldelsen i en Uge. Jeg skulde gøre mig Umage for at finde en Rubrik, som jeg kunde skriver her; og én af mine nye Noveller kunde man jo tage som Forfeuilleton til sædvanlig Pris.

Men for at kunne holde ud her maa man give mig et nyt Forskud af mindst 300 Kr ɔ: 150 Gylden – den mindste Sum, for hvilken jeg her, hvor en Gylden betyder en Kr: Værdi, kan betale min Bolig her og leie en Privatbolig for en Maaned. "Dagsavisen" byder mig 500 paa Haanden – hvad jeg siger, ikke for at sætte Kniven paa Struben, men kun for at vise hvor nødig jeg vil ud i Rømersgade.

Men kom hjem – vil du sige. Jeg kan i Løbet af nogle Maaneder tjene mere her; jeg kan ikke komme hjem uden at noget af min Gæld betales – derfor Maddingen med de femtusind –; jeg vilde nu ved at komme hjem lide saa meget (moralsk) at jeg ikke var til Nytte for nogen. "Politiken" kan jeg tjene ligegodt her – naar jeg anstrænger mig – og os alle kan min Hjemkomst gavne – og først da gavne – naar "Bernhard Hoff"N er skrevet.

Tilgiv, min Ven, at jeg ikke skriver mere. At sætte saaroligt Sagen frem, udmatter mig til Døden under den grænseløse Ophidselse, i hvilken jeg befinder mig.

Til Redaktionen endnu kun dette: 300 Kroner er det mindste, jeg kan have. Saa skylder jeg 500 Kroner? Disse 500 Kroner kan jeg ikke afdrage noget paa i denne og næste Maaned; men først fra første Mai. Skulde jeg dø forinden, maatte Bladet tage sig saavidt muligt betalt i Manuskript, der maatte findes efter mig, og i de af mine Breve – Privatbreve – som det maatte vise sig værd at lade trykke.

Til dig, kære Peter, en Bøn om at bede de Herrer tie absolut. "Konsortiet" vil aldrig tilgive mig, om de erfarer dette.

Og hastigt maa det ske – for jeg er svært nær ved at falde sammen i denne elendige Usikkerhed i alt. Naar Tingen er bevilliget, da sæt Hr. Bing en Raket i den "derrière"N. Ialfald véd jeg, du vil udrette det meste, du kan. Jeg kan love dig, at, naar Regeringen lader mig sidde her i Ro – hvad den vel er nødt til; Gesandten siger det – du ikke skal have mere Vrøvl af

Herman.

Men Hastighed. Hils Hvalpen.