[1886. 9. marts] tirsdag. Wien

Tirsdag Morgen.

Min kære Kammerraad.

Jeg skriver strax ‒ før mine Arbeidstimer. For Deres Brev har smertet mig meget. Allerførst ‒ efter dette Brev ‒ er jo alt med Schorer ordnetN. Om jeg har Lov at skrive andetsteds véd jeg ei. Men jeg sender jo dog Dem alle Manuskripter ‒ saa De kan jo saa forholde Dem som Ret er.

Hvis Hr. H.N siger, at jeg har fordret Honoraret ‒ Deres Honorar udbetalt, da er det naturligvis saaledes. Naar Hr. Schorer ikke er henrykt over mig som før, da har jeg maaske nogen Grund til at undres. Han overøste mig i München med Smigrerier og Hjertelighed, og hans siste Ord var et ‒ efter hvad vi havde debatteret ‒ betydningsfuldt: Auf Widersehen in Berlin.

Men alt dette kan være mig ligegyldigt. Disse Mennesker er mig jo fremmede. De, kære Kammerraad, kalder dem for Deres Venner. Nuvel ‒ gid De ikke nogensinde maa erfare, hvor langt dette Venskab gaar.

Hvad der smerter mig, er det bestandige Falsk-Lys, hvori jeg kommer til Dem. Hvorfor skal jeg ikke sige det? Da jeg kom til Berlin, var De en »Forretningsven«. Siden er De blevet mig meget mer. Og derpaa vil jeg derfor give mit Ord: at jeg, fra det Nu, hvor jeg modtog hint Brev i Meiningen fra Dem, har holdt mig vor Aftale i alt efterrettelig. Alt ‒ Aftaler, Manuskripter, er gaaet gennem Dem. Ogsaa i München, i Samtalen med Hr. Schorer, holdt jeg mig strengt dertil.

Spørgsmaalet »Karl«N først. Ja, min Ven, han skulde sendes bort. Men, jeg beder Dem, kan jeg lade Mennesket sidde i Meiningen? Og tror De, at der, naar Regning og Reise skulde betales ‒ De ved, hvordan min Stilling har været i de siste otte Uger ‒ blev saa meget tilbage, at jeg kunde betale ham de to Maaneders Løn, jeg skal betale, naar han maa reise saa pludseligt? Det er let at dømme, De, som selv har levet saa meget, vil her kunne forstaa. Karl er her endnu, og Staklen har ikke skønne Dage. Den Dag, jeg blot har saa meget, at han kan reise hjem ‒ reiser han hjem til Forældrene i Westfalen.

At jeg vilde have udbetalt Deres Honorar, maa blive staaende; jeg skal ikke rokke derved. For første Gang i mit Liv erfarer jeg, at jeg vil forholde nogen noget.

Hvorfor jeg ikke har sendt Manuskripter? Fordi jeg bogstavelig ikke har kunnet holde paa en Pen til ordenligt Arbeide. Jeg har saa i fem Dage sjadsket 11 Korrespondencer til Norden. Om man betalte mig dem.

Iaften sender jeg Manuskript: ét til Schorer og forhaabenlig »et indiskret Brev«.

Indlagt følger KvitteringenN. Jeg skal ikke blande mig i noget.

Kun ét endnu. Jeg sværger Dem til, at naar jeg vilde »have« Manuskripterne af MillnerN ‒ da var det, fordi jeg ønskede at læse dem. Aldrig et Nu tænkte jeg paa Pengene. Dette skal De tro.

Hvad bliver af »Berlineren«. Er den antaget?

I Danmark har man nu kun en Vei: at udhungre mig. Derhjemme har jeg ingen Venner. Kun Folk, som vil udnytte mig. Og saa faar jeg Deres Brev. Jeg har sét paa en lille Leilighed til 35 Gylden ‒ man faar her for en Gylden akkurat hvad i WienN for en Mark ‒ men jeg kan jo ikke flytte derhen. »Politiken« hjemme er i Opløsning og spurgte mig igaar med telegrafsvar, om jeg vilde tage Ed. Brandes Plads, der er gaaet. Jeg svarede ‒ »Nei« med tungt Hjerte. Og alle hjemme siger nu, jeg er forrykt og lader mig sidde her uden Hjælp og Raad.

Naturligvis betragter De nu Sagen med Schorer som endt. Tal slet ikke om Tilbud fra Danmark eller sligt. Skriv De, at De har modtaget dette Brev, og ‒ naa, det kan jo være det samme. Manuskripter skal De faa i Mængde, saasnart jeg blot sad i mit lille Logis, og Karl var reist. Men dertil hører Gylden, Gud bedre os.

Endnu ét: Jeg reiste herhen med det dyre Tog for at føie Schorer. Og nu enoguererN han sig derover! Enfin ‒ c'est la vie comme çaN.

Adieu

Herman Bang.

Tjener-Spørgsmaalet beder jeg Dem en Gang berøre for Schorer.

Jeg har altsaa afskrevet Kvitteringen.

Vil det sige, at jeg hver Maaned kan (gennem Dem) faa udbetalt en Fjerdedel af Honoraret? Lad det blive hver Maaned, at jeg dog tilsist kan faa lidt Fred.

Har jeg skrevet Dem, at jeg blev sendt ud af min Leilighed, da jeg ikke kunde betale i MaanedsvisN. Derfor atter i Hotel.

Jeg beder Dem for de Herrer Hirsch og Schorer kun at udtrykke min Tilfredshed med Arrangementet.