© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Hotel Hammerand. VIII Bezirk. Wien
Tirsdag.
Da jeg ankom hertil eller rettere da jeg med en Dags Varsel fik Udvisningsordre fra Meiningen skrev jeg til Nini om min Stilling. Alt, hvad jeg har eiet, er opslugt af mine Udvisninger. Jeg staar foran Nøden. Hun svarede mig, at hun kunde ikke bede om Penge til mig.
Jeg stred i otte Dage og skrev og skrev. Da blev jeg syg. Og syg maatte jeg forlade min Bolig, fordi jeg ikke kunde betale min Leie. Jeg har nu været syg i otte Dage. Jeg har knap kunnet skrive. Alt, hvad jeg har haft, er nu solgt eller pantsat. Jeg kender ikke et Menneske her. Og Hoteleieren sagde mig idag ‒ jeg maatte fra mit Privatlogis tage herind, da jeg var for syg til at søge om Leilighed ‒ at jeg kun kunde blive her til Søndag.
»Politiken« har tilbudt mig Ed. Brandes Stilling. Men jeg har intet til Hjemreisen. Reisepengene kan jeg vel fordre af Bladet men Penge til mine Klæder og her? Jeg véd, at disse Ulykker kan ingen forudsé, at jeg har kæmpet som en gal Mand mod denne Skæbne. Jeg kan ikke mere. Jeg maa skrive til Jer, som er mine nærmeste. At I dog véd, hvordan det er, og om I vil hjælpe.
100 Gylden er nødvendigt.
Nu ser det vel ud, som om jeg aldrig kunde betale tilbage. Men selv da ‒ der er Tider, hvor den ene maa hjælpe den anden.
Og det ender vel ‒ ja, Himlen véd, hvordan, hvis ingen Hjælp.
Skriv ingen Breve. Der er intet Forsvar for den, som, uden at hjælpe, sér denne Elendighed. I kan jo blot tie.
Herman.