1886. 10. marts [onsdag]. Wien

Wien. 10.3.86.

Hvad jeg har besluttet, ved De egenlig, kære Kammerraad, af min Depeche og det Brev, hvori jeg besvarede Deres lange Brev. I dette Svar var jeg imidlertid altfor smerteligt berørt af de nye »Skævheder« i min stakkels Stilling i Berlin til at jeg kunde tænke paa alt det fra Norden. Og dog er der skét meget, meget:

Jeg skrev mit Brev om Dagsavisens Tilbud Søndag MorgenN. Da jeg Søndag Middag ‒ eller Aften ‒ kom fraA den første Tur, jeg har gaaet i otte Dage, var der Brev og Depeche: Brev fra »Politikens« Redaktør Hørup. Edv. Brandes havde forladt Bladet. Man bød mig hele hans Stilling. Det vil sige Suprematiet over hele Nordens Literatur og den endelige Hævn over de to Brødre. Man fordrede Telegrafsvar og Afreise strax. Depeche fra min Læge: kom strax.

Jeg svarede Hørup med et Brev, som indeholdt et Afslag ‒ og et Tilbud om at yde i videste Maal (ogsaa med Boganmeldelser, Bøgerne kan jo dog sendes mig) al den Assistance, man herfra kan yde et Blad.

Dette er mit Svar.

Og jeg skal sige Dem, hvorfor: Jeg kan, naar jeg modtager nogen af disse Stillinger ‒ ikke vedblive i Tyskland. Det er begge Stillinger som Leder, som Chef-Redaktør, og jeg ved fra de tre Aar, jeg ledede »Nationaltidendens« literære Del, at ingen Tid bliver tilovers. Derfor indtraadte i min Produktion den Stilstand af tre Aar, som ligger mellem »Slægterne« og »Fædra«N.

Altsaa: der maa vælges, og jeg har valgt.

Men derfor var Deres lange Brev mig saa meget desto smerteligere: Jeg havde ofret to Stillinger ‒ De véd, hvad det i Danmark vil sige ‒ vist to Tilbud fra mig, som stillede mig frank og fri, og som gjorde mig til den første i mit Hjem, gjort det: for at blive i Tyskland, blive hos Schorer. Og saa sér jeg, at jeg der, fordi jeg har faaet 800 Mark (som de Herrer kalder Forskud, skønt de sikkert har modtaget fuldtud Manuskript for Markene) ‒ næsten bliver betragtet som »Pengepresser«. Det vilde være noblere at tage noget mere Hensyn til de Ulykker, som har ramt mig.

Nu, hvor jeg kender min svage Position hos Schorer, sér jeg end mere det frygtelige i min Stilling. Jeg véd, at man i Danmark er rasende, og at man bogstavelig udhungrer mig for at tvinge mig til at komme hjem. Og her ‒ hvad har jeg for Støtte? Ja ‒ Dem, kære Kammerraad, og jeg véd, De vilde gøre alt, hvad der stod i Deres Magt ‒ men De har selv intet.

Og Schorer?

Jeg vidste jo allerede igaar alt dette, og skrev dog ikke om nye Skridt hos Schorer. Hvis han var en anden Mand, vilde han maaske give mig et Laan paa nogle Maaneder (firehundrede Mark ↄ: 200 Gylden, saa jeg slap herfra Hotellet, saa jeg leiede et Værelse, saa jeg kunde faa KarlN bort, saa jeg kunde komme lidt til Ro.) ‒ og han vilde iøvrigt lade det fastslaaede »Arrangement« gælde med for nye Manuskripter 1/4 til mig 3/4 til Dem foreløbig. Jeg vilde jo gerne skrive til Illustrationer, til alt og under mange Mærker. Har jeg paa nogen Maade Ro, kan jeg det, og dog altid bedre end det, der staar i »Familienblatt«. Til hvor megen Nytte kan jeg ikke være et Blad.

Men nu ‒ hvor jeg kender hans Stemning, er det jo meget bedre slet ikke at tale med ham. Han bliver bare ked af det hele og siger: Lad ham reise Fanden i Vold. Og han vil blot tro det hele Opspind for at prelle ham.

Men forfærdelig er min Stilling.

Vi har snart pantsat alt, og jeg har ikke mere Penge til noget. Jeg har altid Feber kan daarligt arbeide (og hvad taber jeg ikke, naar jeg i to Uger ikke arbeider, De vil vide det, som kender min Arbeidskraft?). Senest Søndag lægger man vistnok Beslag paa mine Eiendele her (mit Linned!) og smider mig paa Gaden.

Og at skrive til København er at tale til Stenene. Og fra Skandinaviens Redaktioner hverken Breve eller Penge! Mine Venner der ‒ hjælper kun, hvis jeg gaar hjem.

Svar mig, kære Kammerraad ‒ hvad skal jeg gøre? Véd De noget Middel, De, som har levet saa meget? At idetmindste Karl kunde komme bort og jeg faa et lille Hummer? 300 Mark vilde det koste.

Herman Bang.

Post scr: Sch.N kunde jo ogsaa faa min nye lille Roman ‒ en Idyl »Die Liebe«, som er paabegyndt og blev hurtigt færdigt ‒ naar jeg blot havde Ro. Men hvad nytter det altsammen ‒ naar Manden er saadan? Han klager over at finde ingen Talenter, og naar han finder et, lader han det ligge paa Veien.