[1886. ca. 10. marts, onsdag]. Wien

Hotel Hammerand. VIII Bezirk. Wien.

Kære Greibe.

Det er ude af mig selv, at jeg skriver dette Brev. De fjorten Dage, jeg efter min Udvisning af Meiningen har tilbragt her, har været de skrækkeligste i mit Liv. Dødssyg blev jeg jaget ud af min LejlighedA N, fordi jeg ikke kunde betale Leien, og atter maatte jeg tage paa HotelN ... Værten har nu betydet mig at gaa. Han har givet et Par Dages Frist. Hjemme i København er alt i Forvirring. Ingen svarer paa mine Breve.

De skaffede mig en Gang nogle Penge, og jeg véd, De led meget derfor. Men jeg er ikke mere saa uordenlig som den Gang. Jeg skulde betale dem tilbage i smaa Rater, hvis De kunde skaffe mig noget. Skal man ikke maale et Menneske efter de Ulykker, som rammer ham?

Der findes i Hamburg en Fiskehandler Jensen ‒ tal med ham. Men handl strax. Ti her er ingen Tid at spilde. Jeg kan knap tænke og i fem Dage har jeg skrevet tolv Artikler. Men naar betales man. Om NætterneA sover jeg ikke men maa sidde op i Sengen af Hjertebanken.

Skynd Dem, Greibe ‒ ti Himlen ved, hvor jeg er om otte Dage. Saa ene og saa forladt. Kunde jeg faa 150 Mark, kunde jeg slippe herfra og leie et Værelse og skrive min Bog. Men i et Par Maaneder kunde jeg intet betale, ti mit Tøi er ude. Husk først bort fra Berlin ‒ saa fra Meiningen ‒ med 2 Døgns Varsel!

Gør alt, hvad De kan. Jeg er træt. Og selv om det er mindre send det til

Herman Bang.