Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18860422001

Brev fra Bang, Herman til Ferslew, Anna

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 5011, 4to. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Anna Levin: Fra Herman Bangs Journalistaar ved »Nationaltidende«, Gyldendal 1932, s. 174

Bemærkninger Anna og Christian Ferslew opholdt sig i nogle uger i foråret 1886 i Wien sammen med Emil Bjerring, jf. Anna Levin 1932, s.172-173. Skærtorsdag faldt i 1886 på 22.4.

Skærtorsdag.

Kære Fru Ferslew.

Jeg kunde ikke spille Komedie, og jeg havde ikke Lov til at takke. Derfor er jeg ikke kommet idag. Og jeg véd heller ikke, om jeg ikke heller havde slæbt min Skæbne videre, end at disse siste Dage, i hvilke vi mødes, i mange og lange Tider, skulde berøres af det samme Spøgelses Haand, som har lagt sig koldt over saa meget i vort Liv.

Var jeg kommet idag, var det kun blevet et smerteligt Optrin. Vi vil vel engang gensés, naar jeg hører til de hæderlige Folk, som lever af deres eget Arbeide.

Indtil da beder jeg Dem bevare i Mindet ‒ De og Deres Mand ‒ disse Dage, som har været mig saa kære. Jeg takker Dem, fordi De har villet lægge et Skær af Forsoning over min Ungdoms største Nederlag og største Smerte. Jeg blev en Fremmed i mit Hjem, da jeg løsnedes fra mit første Ungdomsarbeide. Der laa saamegen Smerte over selve Maaden, hvorpaa det skete. Nu er den løst op.

Tak og lev vel. Maatte jeg en Dag gøre mig fortjent til at være en ligestillet Ven.

Jeg takker Deres Mand. Bevar, om De kan, et venligt Minde om disse Dage; jeg vil ikke glemme dem.

Deres Ven

Herman B.

Jeg beder Dem hilse Kristian saa mange Gange. Sig ham, at han altid vil have og om mange Aar, hvis jeg lever, en gammel Ven i mig.