[1886. 22. april] torsdag. [Wien]

Skærtorsdag.

Kære Fru Ferslew.

Jeg kunde ikke spille Komedie, og jeg havde ikke Lov til at takke. Derfor er jeg ikke kommet idag. Og jeg véd heller ikke, om jeg ikke heller havde slæbt min Skæbne videre, end at disse siste Dage, i hvilke vi mødes, i mange og lange Tider, skulde berøres af det samme Spøgelses Haand, som har lagt sig koldt over saa meget i vort Liv.

Var jeg kommet idag, var det kun blevet et smerteligt Optrin. Vi vil vel engang gensés, naar jeg hører til de hæderlige Folk, som lever af deres eget Arbeide.

Indtil da beder jeg Dem bevare i Mindet ‒ De og Deres Mand ‒ disse Dage, som har været mig saa kære. Jeg takker Dem, fordi De har villet lægge et Skær af Forsoning over min Ungdoms største Nederlag og største Smerte. Jeg blev en Fremmed i mit Hjem, da jeg løsnedes fra mit første Ungdomsarbeide. Der laa saamegen Smerte over selve Maaden, hvorpaa det skete. Nu er den løst op.

Tak og lev vel. Maatte jeg en Dag gøre mig fortjent til at være en ligestillet Ven.

Jeg takker Deres Mand. Bevar, om De kan, et venligt Minde om disse Dage; jeg vil ikke glemme dem.

Deres Ven

Herman B.

Jeg beder Dem hilse KristianN saa mange Gange. Sig ham, at han altid vil have og om mange Aar, hvis jeg lever, en gammel Ven i mig.