Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18860626001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4043, 4to. Nr. 41. Brev. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Brevets øvrige to sider med mange blyantstal og beregninger, delvis overstregede, sikkert skrevet i 1886 af Politikens redaktion, evt. af Peter Nansen.

Bemærkninger ‘Hendes Høihed’ blev færdigskrevet i slutningen af juni 1886 (Romaner og noveller, bd. 7, s. 420).

Lørdag Aften.

Da jeg, kære Peter, endnu ikke har sét noget til "Politikens" Expedition og Maaneds Opgørelse, tænker jeg, man har tøvet i den Tanke, at jeg var flyttet. Jeg er imidlertid stadig i det gamle Hul – som er rart skyggefuldt i Heden – man véd, hvor man er; aldrig, hvor man kommer hen. Altsaa min Adresse er den gamle. Og det en Gang for alle kunde ordnes saaledes, at "Politiken" afsendte de faa og færre Penge den anden i hver Maaned, vilde det være glædeligt. Men det er vel et fromt Ønske. Skriv en Gang til mig – "Politiken" giver mig jo dog kun de ydre – og ikke altid lige tiltalende – Konturer af Forholdene. Af alle danske misunder jeg kun Prins Valdemar. At faa Lov at gaa til Grønland og svale sig første Sommer, man skulde svede ved Siden af en gridsk Kone – det er en Lykke.

"Hendes Høihed " er nu næsten færdig. Saa tit er den skreven om. Man vil finde den meget humoristisk. Den har en Fylde og en Frihed i Iagttagelsen, som jeg ikke før har naaet. Sørg nu, kære Peter – for de stakkels Penge. Det er dog kun en Trappe ned.

Din

Herman.