[1886. 24. september, ca., fredag]. Prag

Prag.

Hvis jeg vilde sige, at jeg var meget opbygget, kære Peter, af din Taushed, vilde jeg lyve. Jeg sendte "Ved Veien " afsted idag for en Uge siden – og du ved, at jeg kan taale en hver Sandhed, at jeg er vant til kun at vokse under Slag. Men Venten fortærer mig.

Om du vidste, hvor tit jeg i disse to Dage har sagt til mig selv: Altsaa er det ganske slet – siden han ikke skriver, og atter er min egen Bevidsthed, som maaske bedrager mig, vaagnet og har sagt: Nei – slet er det ikke. Jeg har lukket noget af dette forfærdelige Smaaliv inde i denne Skildring.

Og paany har jeg sagt: Men saa vilde han jo skrive. Blot to Ord – paa et Brevkort – at det ikke var helt forfeilet – at han havde lèt en Smule – hvilke Feilene var – –

Men slet ingen Ting.

Alt det har jeg tænkt saadan som den ensomme tænker det, rullende det frem og tilbage i endeløse Tvivl. Saadan som manA grubler, naar man sidder ude, i Fremmedland, og sender Bud hjem og faar ikke mer Svar end om man var død – og de var døde.

Jeg ved jo, hvormeget du har at gøre. Og til daglig tænker jeg ikke en Gang paa, at du skulde kunne sende Breve. Men nu syntes jeg, kunde du finde et lille Minut til at skrive mig til. Jeg véd jo allerede af din Taushed, at du ikke synes om det. Saa du kan jo roligt skrive dine Anker. Men blot, at jeg véd, du har læst.

Hils Hvalpen.

Herman.