Pra[g] Mandag.
Ja ‒ min kære Ven ‒ Schous Brev [mod]taget.
Men skal min Roman blive [...]ns »fulde« Sukces, maa det være et Samarbeide mellem ha[m] og mig; og om han er syg eller rask, maa Betalingen [for] mine Ark sendes mig prompt Det er mit eneste sikre, min egen Ven. For de Ark strider jeg Ugen igennem for at sende af Torsdag. Men saa maa ogsaa han give Ordre til, at naar du i Forretningen afleverer Manuskript, der da afsendes samme Dag det Beløb, til hvilket du x) anslaar Mnskpt. (ét eller to Ark) Kun saaledes kan jeg faa Ro og du have det let ‒ og er det af ham for meget forlangt? Min Maanedsindtægt til idag har været 129 Gylden. Derfor kan jeg kun leve under den yderste Uro. Og denne Maaned er gaaet tabt for min Roman. Jeg giver et halvt Aar med ti Timers Arbeide til denne Bog; men saa vil jeg ogsaa kunne vie mig ‒ til Arbeidet uden Sorger. Ellers, min Ven, er det jo bedre at stanse dette Arbeide, af hvilket Navn og Stilling afhænger ‒ ti én Gang gjort, kan det jo ikke gøres om. Han maa dog kunne forstaa det.
Har jeg ikke Ret? Jeg betler jo ikke. Men for at jeg skal kunne gøre mit yderste ‒ maa han uden Undtagelse gøre sit. De 35 Kroner er endda ingen stærk Fordring.
For min Fremtids Skyld; for vore Forhaabningers Skyld, faa det nu i Gænge. Torsdag sendes atter Mnskpt. Men da jeg Nat efter Nat ei har sovet, er det hidtil slet. I »Ved Vejen« var der Orden i Pengeafsendelsen ‒ og jeg skrev godt.
Din Herman.