[1886. 6. oktober] onsdag. Prag

Prag. Onsdag.

Kære Neergaard.

Deres Brev gjorde mig meget glad. Jeg er virkelig altid saa tvivlraadig om egen Evne, at jeg bestandig ængster mig for at gøre Redaktørerne utaalmodige ved mine Artiklers Middelmaadighed.

Den svenske Literatur er jeg selv kommen saa meget paa Afstand, at jeg ei tør skrive en Revu. Noget andet vilde det være, om der udkom en særlig opsigtsvækkende Bog.

Hvad Stuckenberg angaarN, da ‒ tager jeg imod. Et Apropos kan knyttes til enhver Bog. Og jeg har vel et og andet, jeg kunde ønske at sé paa Tryk, at sige de helt unge ForfattereN.

Om der er en liden Honorarrest til mig, skriver De ikkeN. Sandsynligvis betyder Tausheden et Nei ‒ og da er jeg tilfreds. Men skulde der være en Rest, da gaa ind om til PhilipsenN, naar dette Brev er kommet Dem for Øine og sendA de faa Kroner af. Da kunde de Søndag allerede falde i en tom Pung.

Deres

H. B.