[1886. 22. oktober], fredag. Prag

Prag. Fredag.

Idag, kære Peter, udkommer min BogN hos Jer. Det er en underlig Tanke – her, hvor man er, helt ukendt og ene; der, hvor man er fjerntfra, at blive læst – maaske af en enkelt forstaaet. Jeg har læst i min Bog idag. Jeg er bange, at Slutningen af "Ved Veien" er urolig. Dog hører alle Scenerne i Dødsnatten til det betydeligste, jeg har skrevet og synes navnlig Scenen i Præstegaarden mig grebet med rent ud illuderende Kraft.

Det gør mig ubeskriveligt ondt, at "Hendes Høihed " skal tynge og trykke ned en Bog, som ellers vilde – med alle Feil – være mig kær som et Fremskridt er mig kært. "Hendes Høihed" taaler jeg ikke. Barndom og Slutning er gode men indrammer kun et døde Legeme. Hendes Afmagt til at føle er gledet bort under min Pen. Og Indtrykket er penibelt. Maaske vil Interiørets Karakter redde noget. Men Kunstneren i mig pines ved Historien, og de "kære Venner" vil benytte Kritik mod denne Fortælling til at slaa "Ved Veien" ned. "Enkens Søn " er smuk i al Simpelhed.N

– – Kære Peter, jeg har en Bøn til dig. Sæt altid Lecteur under mine "politiske" Artikler. Tre Dage var de siste Blade "opholdt" paa "Posthuset". Og jeg har for Politiet maattet afgive en Erklæring, at jeg aldrig skrev om Politik. Mig er det altsaa vigtigt ikke at se de velklingende Bogstaver: "Herman Bang" under "Politik" – Jer kan det være det samme.

– – Og vil du ikke paa Mandag tage Wolter N eller ialfald i Ugen, som kommer. Det er, fordi man her (i Berlin) venter paa Artiklen til Oversættelse. Og selvom du ikke skulde finde den "yndig", tør jeg vel paatage mig Ansvaret for de Spalter. Der er desuden sikkert endnu i Krogene nogle enkelte, som gerne hører min Mening om et og andet, jeg forstaar mig paa, og ikke alene ønsker at læse, hvormange Koleratilfælde, man lyver om i Szegedin N. – Send mig Kritiker – selv de værste – alle.

Din

Herman