[1886. 28. november], søndag. Prag

Prag. Søndag.

Tak for dit Brev, kære Peter. En lang Uge har jeg forgæves kæmpet med en smertelig og træt Modfaldenhed. Du kender mig, naar jeg ikke viger fra det Skrivebord, hvor jeg i otte Timer faar skrevet otte Linier. Impressionistisk, prikket – som Sprog og Tanke nu ligger for mig, kæmper jeg fortvivlet for at komme til større Ro, Baarethed i Foredraget og Fylde. Gode Gud – at dette er Livet. Alle disse Lidelser og saa læses en Gang, en Gang og stilles paa Hylde og være glemt ɔ: gemt i en Literaturhistorie. Jeg læste igaar I.P.J's Bog. Der staar etsteds noget om, at maaske vil om "mange, mange Aar to Studenter synge min Sang, mens de ser ud over Sundet"N. Jeg havde saadan Lyst til at smile ad den Sjæl. Hvis dansk Sprog eksisterer om "mange mange Aar" – vil "to Studenter" have andet at synge. Ikke en Gang hans Vers vil de synge. Men saa er det hele i Grunden for idiotisk. Og tyve Gange om Dagen siger jeg til mig selv: Lev, mens du lever. Gavn det Liv, som fortsættes. Efterslægtens Gerninger vokser paa vore. Altsaa gør noget. Og jeg vilde maaske, om jeg ikke stod i alle Handlingens Meninger saa fjernt fra Jer N – kun i et er jeg Jer nær: Forsvarssagen. Ellers – naa, Gud hjælpe os. Nu bliver jeg i Fremmedland og "digter". Maalende mig hver Dag med saare ringe Sjæle og findende mig – – ringere end de.

"Bernhard"N vokser i mit Hoved. Om jeg kunde skrive den. Stoffet er saa stort, at mit flittige Talent – lykkelige: du har et "flittigt Talent" – summer rundt som en Bi om et Bjerg. Men Arbeidet skal gøres. Det ligger for mig som noget saa forskrækkeligt, at jeg er syg hver Morgen, naar jeg ser mit Skrivebord. Men de store Scener staar for mig saa klart, at jeg maa frem til dem. Bogens Kulmination en Aften i "Victoriateatret". Københavns Kommune har givet Middag for en Kongres. Kjoleklædte, med Ordner og Stjerner, kommer Medlemmerne fra Middagen og sidder i Balkonen – man har spist i Glasgalleri ved Havnen og drukket for Verdensstaden København. Der er alt, hvad vi har af Aktier og Guld. Med Kongefamilien i Spidsen i Stukteatret. Det aabnes – med "Prinsessen af Bagdad "N. Beruste, forslugne, sitrende sér de Louise Holst vælte sine Arme i Lionnes GuldN. Det skal være, som fik de alle Gaasekød over deres hele Sjæl ved at sé paa – de RegnepengeN, hun vælter ud ... I det Teater, bygget for Veksler, drevet for falske Veksler.

Kunde jeg en Gang i mit Liv naa min Tanke. Og ikke blot gribe efter den med Fingrene. Jeg vilde gerne skrive paa denne Bog ti Aar for at mætte hver Stemning med det yderste af min Evne. Men – du gode Gud – man faar 80 for Arket. Det vil sige: jeg faar 40. Undertiden siger jeg: Staten kunde give mig lidt. Jeg synes, jeg ser det falde min Ven, Staten, ind.

Bogen er to Dele. I: Regn af Guld. II: Regn af Aske.

Store Ord og – fedt Flæsk.

"Politiken" sendte mig i denne Maaned to Gange Honorar?

Antagelig er den indlagte Artikel brugbar.

Læst haver jeg "Stuckenbergs Digte "N. Det er en sjælden Poesi. Fyldig og original. Den Sjæl vil som Tyrtaios i "Kampen "N mægtigt hjælpe Frihedens hellige Sag: "Spring ud, du lille Danmark". Af I.P.J.s Bog finder jeg alt det stort, som jeg kan forstaa. Men en større Part forsvinder for min Per-Eriksens-EvneN i Egne, hvor jeg ikke har Forstaaelsens Fodfæste. "De faa udvalgte" vil sandsynligvis finde disse "Farvemonstrer" sublime.

Din

Herman.