Herman Bangs Breve: 18870100001

Prag. Balbingasse 192. Weinberge.

Kære Dr. Brandes.

Dette Brev er blevet forsinket. Men det er i Virkeligheden idag den første Dag, hvor jeg nogenlunde kan samle mine Tanker frem af den Sump af Morfin, Opium og Kloral, hvori et Par Læger har været nødt til at sænke mig ned snart et Par Uger.

Det gælder Peters JulebrevN. Dette »Brevskab« foruroligede mig meget. Visse Forhold, som De sikkert kender, syntes mig at have naaet en Krise. Og jeg, som har kendt Nansen hele hans Ungdom, tror, efter alt at dømme, at det vil falde ham svært at komme ud over en Skuffelse, der med hans Naturel snarest vil sætte Frugt i en langsom Græmmelse. Raad og Snak hjælper her kun lidt ‒ men en eller anden Handling kunde maaske hjælpe meget. En hastig Haandsrækning kan udrette næsten alt.

At »raade« o:s:v: er bare det hjælpeløse Vaas. Men man kan »gribe ind« ‒ om man havde Midlerne.

Maaske er jo, naar De modtager dette, »Forholdene« allerede forandrede. Maaske har man forsonet sig ‒ maaske er man paa Veje til at glemme. Derom vil De af Peters Væsen bedre kunne dømme. Men i alle Fald ‒ var det ikke muligt at rive Peter nogentid bort fra det hele? Saa han paa Afstand kunde glemme eller ialfald »oversé« Forholdet? Har ikke »Politiken« saa stor Taknemlighedsgæld til Nansen, at man kunde finde et Hverv, hvor han var nødig ‒ ‒ en fem-seks Uger i Udlandet, i Paris, selv Stockholm? Eller var ikke en Forlægger til at bevæge til »Forskud«? Eller var der ingen anden Udvej til Reisepenge? Før var jeg jo selv i den Stilling at kunne skalte med meget baade af mit eget og mit Blads ‒ nu kan jeg ikke det mere. Det saa lidt som saameget andet.

Ti to Ting ængster mig nu: déls Peters Tanker om Ægteskab ‒ hun vil ÆgteskabN ‒ ; dels hans Produktion. Jeg frygter for en Bog, skrevet i hans nuværende Gæringstid. Jeg tror, at han i en saadan Bog vil fattes nogle af sine bedste Egenskaber: Roen, Klarheden og Fastheden i alle Konturer. Hvad »Giftningen« angaar, kan jeg, efter hvad jeg nu véd, kun betragte den som en Ulykke.

Jeg er langtfraA ulykkelig over, at der endelig i Peters Liv er kommet en Følelse, der synes at have taget en hel Lidenskabs rige Magt over ham ‒ vi »Sjæle« lever vel kun for en Dag at opleve dét. Men der maatte helst ikke i ydre Henseende ‒ i hans Kunst, i hans Livsform ‒ ské noget, der kunde forfuske hans Fremtid. Og heller ikke turde den indre Krise vare for længe: ti med Peters Indolents som Bund kunde Sorgen let blive den Græmmelse, der bare er som en langsom, men ustanselig Svamp, der ødelægger det hele Hus.

Nu ‒ De vil allerede længst have forstaaet mig, skønt dette Brev er just saa slet, som en Epistel kan blive, naar man skriver, halvbedøvet af Opium, blot for at kunne skrive. I hvert Fald vil De forstaa, at Brevet er udsprunget af Venskab ‒ og regnende paa Deres Venskab for den samme P.N... Om De mener, noget bør gøres og kan gøres, vilde det uendeligt glæde mig. I alle Fald beder jeg Dem ikke med noget Ord at omtale til Peter dette Brev. Han er paa dette Punkt meget ømfindtlig ‒ og hvad jeg i denne Sag véd, véd jeg desuden mér ud af Stemningen i en Række af Breve, og især i det ængstende Julebrev, end af direkte Tilstaaelser.

Vilde ikke en Rejse i det hele kun fremme Peters Udvikling? Det synes mig, der er hjemme saa ret rigelig Lejlighed til at løbe sig fast og marschere paa Stedet. Og selv om det giver en vis »Sikkerhed« i Dommen aldrig at have sét længer end til Aarhus Bugt ‒ giver det dog næppe Bredde i »Vuerne«. Om Peter kunde komme lidt bort fra baade Øster- og Amaliegade! Paris var vel det bedste Sted til at adsprede ‒ Berlin det mest praktiske for hans Udvikling. Dérhen burde vi sende alle vore unge Mænd.