Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18870108001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4043, 4to. Nr. 43. Brev, 2 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger 8.1.1887 blev der udskrevet nyvalg til Folketinget til afholdelse 28.1.1887. – Kort efter nytår 1887 har Peter Nansen givetvis modtaget sin indkaldelse til den militære sygepassertjeneste.

Lørdag.

Kære Peter.

Tak for dit Brev. Tak for dit Tilbud – som jeg ikke modtager. Mindre end nogensinde gaar min Lyst mod Støjen og den offenlige Opmærksomhed i København. Maaske er jeg her ikke lykkelig – men jeg er idetmindste ubegloet.

Jeg har været meget syg denne Gang. Men det er nu bedre. Hermed min første Artikel. Den gaar ind i Rækken af Eders – stærkt "holdte" Agitationsskrig. Jeg skal sende saamange, jeg kan. Ti paa dette Punkt maa der kunne vindes Hjerter og Stemmer.

Saa du gaar nu ind for at passe Syge? Rart vil det jo næppe blive – før det er overstaaet. Da vil du med Smil tænke paa de andres "overstandne Besværligheder" – som du transporterede ud i Potten.

Hils Fru Ottesen. Jeg skriver til hende imorgen. Og hils Hvalpen.

Din

Herman.

Sæt intet Mærke under disse Artikler.