Onsdag 19.1.87. Aften.
Min Ven.
Det er idag Onsdag. Og endnu har Schou ikke svaret (Penge er heller ikke sendt, saalidt fra ham som fra »Illustreret Tidende«). Jeg vil saa nødigt skrive allarmerende; og jeg forbyder dig at vise dette Brev til nogen.
Men til dig vil jeg skrive Sandheden, for at du maa kunne forstaa, at Uvisheden maa have en Ende. Min egen Ven, som en fortvivlet kæmper jeg Dag for Dag mod Hjerneforstyrrelsen. Dette Aar har nærmet den frygteligt. Siden Nytaar nu har jeg ‒ som i sin Tid Fader ‒ altid bogstaveret forkért, og jeg maa kæmpe som en besat for at huske Ordenes Følge. Hvad jeg lider i denne Kamp ‒ som en evig Forfølgesindbildning forstærker ‒ lad Sagaen tie derom. Men jeg besværger dig: jeg er som et Menneske, om hvem Vandene stiger. Kun et Arbejde kan (som hidsende Drik) holde dette tilbage. Kun Arbejde og Vished.
Du skal ikke svare noget paa dette Brev. Lægen her sagde mig alt dette réntud. Ved en uhyre Viljeanstrængelse ved jeg, at jeg [...] Men jeg beder dig: nu maa Uvish[...] begynde paa dette Værk, som jeg bærer i m[...] som saá Fader, hvad tror du ikke, at hans Søn lider ved at føle Hjerneforstyrrelsen lure i hvert Bogstav?
Naar det engang er blevet Nat om mig, kan dette Brev sige, hvor tidligt jeg vidste alt. Men nu maa der skaffes mig Ro, for at idetmindste Bolværk kan sættes.
Svaret fra Schou maa jeg have.
Til den første skal jeg flytte. Lægen tør ikke lade mig bliver her, da der er Svamp i Huset. Og her betales Kvartalshusleje ‒ og saa Læge.... Og min Indtægt i Januar er til nu 80 Gylden.
Men naar Schou dog svarer. At alt kan blive ordnet, og Penge skaffes. Og Arbejdet begynde.
Tal nu til ingen om dette Brevs Indhold. Men sig Schou, at Bestemmelse maa træffes, ti, selvom jeg kunde leve uden Penge, tillader min Tilstand ikke Uvished.
Og du ‒ min Ven ‒ bliv ikke træt af den Barmhjertighedsgerning, for hvilken jeg ikke kan lønne dig. Og skaf mig et Svar. Og »Illust: Tidendes« Smule Skilling.
Hils din Hustru.
Din Herman.
Penge i Mandags [...]