1887. 24. januar [mandag]. Prag

Prag. 24.1.87.

Kære Dr. Brandes.

Hjertelig Tak for Deres Brev. Ja ‒ naar »Fædrelandet kalder«, er vi magtesløse. Og maaske er det, som De mener, i Aftagende. Valg-TravlhedenN er vel desuden hartad saa god som en Rejse.

Midt under al den Politik, vilde jeg strax meddele Dem, at den store Agent BlochN i Berlin nu ‒ efter »Gengangere«N ‒ interesserer sig stærkt for »Et Besøg«N og haaber at faa det frem som Forsøg paa et »første Teater«. Jeg tror, at det er Mandens Alvor; han indsér, at Momentet var der nu, hvor hele Berlin brænder for Ibsen og alt, hvad ellers fælt og umoralsk er. »Gengangere« er nærved at kunne tage det op med selve Parlamentsvalgene. Og om nu »Et Besøg« fulgte efter! Ikke ‒ det var dog rart for os danske? Det er jo det eneste Stykke, vi ejer, der kan tage noget af Kampen op med Norge. (Naa ‒ iøvrigt, det var paa Tiden, om vi hos os hørte lidt op med at være levende Reklame for Folk, der behandler os med »dédain«N: saa højt som en JægerN naar vi dog ogsaa.)

Men ‒ det var »Et Besøg«. Kunde man ikke tage et af BenzonsN nye Stykker eller »Kammerater«N eller »I Stiftelsen«N til »pièce de rideau«?N Hvilket vilde De mene? saa man fik en hel dansk Forestilling ud af det, som vi kunde have Ære af.

Ak ja ‒ nu skulde Deres Broder rejse gennem Tyskland og holde Forelæsninger. Nu var det Tid.

Jeg, Sjæl, skriver nu paa en Artikel om »Et Besøg«N til et Berlinerblad.

God Lykke paa Langeland. Mellem os sagt var Optrykket af hin gamle Bahnson-TaleN meget vovet. Det gik med fede Typer gennem alle Blade.

Deres hengivne

Herman Bang.