1887. 30. januar [søndag]. Prag

Weinberge Balbingasse 192.

Prag. 30.1.87.

Kære Langhoff.

Tak for Brevet, som jeg fik efter at det havde været paa Turné: i Wittenberg; Wittenberge; Pressburg. Da disse Stæder just ikke er Nabobyer, havde Rejsen varet noget svært længe. Jeg beder Dem derfor med en tydelig Haand skrive Adressen paa dette Svar.

Jeg indsér saa uhyre vel, at »Morituri« er storN. Og »Resurrecturi« er næsten ligesaa stor. Og andre Kraszewskier er der ikke saa stort Haab om, at »Taskerne«N ‒ og de er vist nuomstunder den »store« Hælvt af Bogkøbende ‒ vil forsluge sig paa. Jeg har søgt og søgt om en Bog ‒ og Gud véd med hvilken Iver.

Ti man har indjaget mig en uhyreA Skræk for min Roman. Forleden fik jeg første Kapitel herned ‒ og det er for slet. Hvor græsseligt, Paul, at sige sig det. Men hvor fattigt, hvor evneforladt saa det ikke ud..... Saa har jeg søgt og søgt om et Emne, hvori jeg igen kunde give Interieurs og »vie intime« og har Rammen: et Pensionat og Personerne ‒ men ikke Klarhed over »Dramaet« deri. Og dog var det sikkert nødvendigt i et saadant Stof at befæste mig i Naturligheden, i Ægtheden ‒ ti i dette første Kapitel, det er det forfærdelige: jeg er endnu ikke Herre over dette Stof, og Atmosfæren (dette store Tegn til at man »magter« sit Emne) er der ikke. Det er et lufttomt Rum, det er Billedet i en Kukkasse ‒ dette første Kapitels København. Og Planen, den, som er saa stor og saa konsekvent, og som naar Tiden var der, vilde stige frem »mættet med sig selv« ligesom »Ved Vejen« virkelig er »mættet«!

Men hvor kan man opjage et Novellestof? Det er da, Gud straffe mig, ikke det samme som at jage Agerhøns op af Marken... Og saa maa jeg skrive Romanen nu, ti jeg maa leve. Og skal nu flytte og om otte Dage betale et Kavrtals Leje (i dette Land er man saa forsigtig at opkræve for et Fjerdingaar af ukendtere Existenser) og for at kunne det maa jeg senest Lørdag AftenN sende Schou et Kapitel Roman ‒ eller »Novelle«. Hin Konge, der raabte: »Et Kongerige for en Hest«N, var ikke saa vanvittig stedt som jeg. En Roman, man føler, at man endnu ikke kan skrive og en Novelle, man kunde skrive, hvis man bare vidste den ene lille Ting: hvad den skulde handle om!

Kære Langhoff ‒ i denne Vaande beder jeg Dem: skaf mig en »Prækebog« at oversætte, hvad De vil ‒ jeg er saagu beredt til alt, og jeg vil betragte alt som en Venlighed, som en Understøttelse, min Ven, givet Kunstneren, der saa nødig, saa nødig sér sin kæreste Tanke givet en »Hurtigmaler« i Vold. Og en »Hurtigmaler« maa jeg nu blive. Det er mig ikke saa let (som i gamle Dage!) at skrive et Brev som dette. Schiøtt og Schou vilde kunne vidne det. Jeg er ikke slet saa »løs« paa det nu mere ‒ og fremfor alt vil jeg nødig bede om »forud«..... Og De rigtig vidste, hvad det kostede mig nu blot at tale om den Sag. Men søg om en Bog og giv mig blot et lille Forskud, saa at jeg idetmindste kunde komme til Ro i det nye Hus, før jeg maa begynde paa ‒ Roman eller Novelle. De vil maaske sige: »Det er for »morsomt« af Dem at komme til mig ‒ hvor en anden ForlæggerN vil faa den mulige Fordél. Det er sandt. Men jeg kommer ogsaa kun til Forlæggeren i anden Linje. Forlæggeren maatte tage Oversættelsen ‒ og hvilken han bestemmer ‒ Mennesket, der sætter lidt Pris paa vor Generations Literatur maatte hjælpe mig. Sé, kære Langhoff ‒ nu er det ikke store Summer, der kræves af mit Liv. Dét, som kunde være mig saa stor en Hjælp til denne Husleje ‒ var syv og syvti Kroner ↄ: femti Gylden. Vil De selv i disse Tider give mig dem og søge om en Bog. Det Honorar, jeg iøvrigt skulde have for Bogen, maatte sendes hver fjortende Dag, saaledes som Schou ‒ naar jeg skriver ‒ sender ugenlig. Saa er der aldrig Vrøvl..... Svar mig nu med en tydelig Adresse.

I et Berlinerblad læste jeg, at Oppositionen var slaaet i mange KredseN. Er det muligt? Selv i min nuværende Vaande blev jeg saa bestyrtet, at jeg ikke kunde sove inat. Gode Gud, hvilke Tider gaar vi saa imøde? Og hvor har man kunnet være saa sejrssikker i Venstre? Om jeg blot havde det allerfjerneste Haab om, at nogen Moders Sjæl vilde svare mig paa mine Breve. Er det da uigenkaldeligt en Fr: Hansen, der skal regere Danmark? Og hvilke Tilstande vil man ikke skabe i dette usalige Underkop-Land? hvormange Kræfter, hvormange Tanker, hvormegen Tid, hvormegen Kapital ‒ af den, som vi ikke har! ‒ vil da ikke denne usalige Kamp opsluge endnu. Ti Enden paa den ‒ kan »dette« jo ikke forblive.

Kære Paul, man bliver ret inderlig trang om Hjertet ved alt dette. Ved at sé Talentløsheden, »Strævet« og Blindheden ovenpaa og sé alt andet gaa herunter.....

De véd det jo, at jeg kun tror saa maadeligt paa »Folket«, »Selvstyret« og »Friheden« ‒ disse »Transparentord« ved højtidelige Lejligheder. Men hos os sidder Indskrænketheden paa Taburetterne, Manglen paa Dannelse, Hykleriet og Provsterne. Det er et frygteligt Syn. Altsaa alt, hvad der er tænkt og talt og skrevet nu i en halv Menneskealder ‒ forgæves! Altsaa hele vor Side af vort Slægtled sat ud af Spillet! Eller alle vore Kræfter bare Vandbærertjeneste viet: ‒ atA slaa Ord og Tanker i denne tomme Strids rindende Kar!

Ensom sidder jeg her. Og saa spilder jeg Deres Tid.

Kan De altsaa gaa ind paa min Anmodning, da beder jeg Dem gøre det strax, for at jeg kan vide det og flytte. Postanvisning er nemmest. Som sagt ‒ De vilde gøre mig en stor Tjeneste, saadan, at jeg vilde føle mig helt »befriet«.

Tænk, at en stor Del af Ungdommen hos os skal give sig af med noget saa nyttigt, saa frugtbart ‒ som at »hade« Stativet Estrup. Og de maa det jo ‒ og det store sørgelige ligger i, at de maa det; ti der var saa meget større at hade og elske.

Deres hengivne

Herman B.