1887. 31. januar [mandag]. Prag

Prag. 31.1.87.

Saa hurtigt efter ValgeneN, kære Dr. Brandes, falder jeg Dem til Byrde.... Hvor græsseligt med Valgene. Hvad nu? Hvorhen i al Verden gaar vi? Kan da, skal da de tænkende beherskes af Idioterne? Talentet af Talentløsheden? Retten af Uretten? Klogskab af Forvovenhed? Og hvor var det muligt, at »Politiken« kunde anslaa saa sikre Sejrstoner Timers Frist kun foran dette Resultat?

Og midt i al denne Nedslagenhed, som naturligvis behersker Dem og alle, kommer jegA med min Privatsorg. Men Tingen er denne: Jeg er begyndt paa min RomanN. Sygdom afbrød mig først ‒ og nu er der kommet en Tid, hvor ligesom alt det først og oprindelig tænkte skræller af, falder bort mellem mine Fingre, og jeg støder paa et nyt Lag, jeg tror, jeg haaber: et dybere. Men jeg maa skrive for at leve. Schou sender ‒ iøvrigt en tro Sjæl ‒ hver Uge de Gylden, der tilfalder mig pr. Ark. Og det er min eneste sikre Indtægt. ‒ OgA naar Tvivlsugerne kommer, de lange Overvejelser, og man egenlig skulde stanse ‒ saa maa jeg alligevel skrive videre for at faa de ugenlige Gylden.

Ja ‒ det er derfor, jeg (da jeg tror, De har nogen Medlidenhed med et kunstnerisk Arbejde under saadanne Omstændigheder), kommer med en Anmodning, et Spørgsmaal. I stærkt »produktionsoptagne« Tider som disse nu for mig, er hver »Artikel« til Bladene en fortvivlet Ting, som jager os fra det store Arbejde. Og Indtægten ‒ det er det rent praktiske ‒ af Artikler er ubestemt og springende. En Oversættelse vilde være den store Velgerning. Var det da ikke muligt, De vidste en Bog, som Philipsen N agtede at ladeA oversætte, og at De vilde anbefale mig til Arbejdet? Saa fik jeg Brødet Arkvis en lille Tid. Et Bind »Bøhmiske Noveller« eller iøvrigt, hvad han vilde. Eller har »Politiken« maaske i sin Føljeton Brug for en Oversættelse? Jeg vil saamæn ikke tage nogen Moderssjæl Skorpen ud af Munden. Men det var jo muligt, at den oprindelige Oversætter havde opgivet Arbejdet, og at Føljeton-Oversættelsen nu udførtes af vekslende FolkA. Og at Prisen er lav ‒ gør det samme. Saa kradser man nogle flere Timer. I hvert Fald er det fastA Arbejde, og et Arbejde, der ikke ‒ som Artikler ‒ slider i En til fem-otte Sider.

Ja ‒ det var mit Spørgsmaal. De vil nok være saa god at interessere Dem en Smule for mig ‒ om det er muligt.

Hvad det hjemme skal blive til; hvilken Periode af Reaktion og Fordummelse og Brutalitet vi gaar imøde. Jeg synes, man kan slet ikke tænke paa det ‒ saa trist er det. Men var det ikke mulgt i »Bladet«N at anslaa Tonen lidt anderledes. Lidt mer saglig, udfoldende fremfor alt Talentet, den store Dygtighed og mindre give sig af med at svare »Avisen«N. At tie, uvægerligt at tie om disse Folk er at dræbe dem.

Deres hengivne

Herman Bang