[1887. ca. februar] lørdag. [Prag]

Lørdag.

Min kære Ven.

Jeg tog mig fri fra Tirsdag til Lørdag, da Manuskriptet fra forrige Uge jo var afsendt Tirsdag. Ikke destomindre sidder jeg dog i denne Uge atter uden de Schouske 35 (nu fast bestemte) Kroner.

Jeg vil ikke sige, at denne Begyndelse har opbygget mig eller bidraget til at forbedre dette.

Men Schou vil det jo ikke anderledes. Nu haaber jeg, at du straks vil minde ham om en vis Okse, der tærskede. For jeg kan ikke leve af Luften, mens jeg skriver denne al Kraft opslugende Bog.

Som du vil sé har jeg for »den hellige Hansen«N taget en ham fuldstændig ulig Person: »Barnet« Martens, som jeg selv er meget tilfreds med.

Skriv snart paa et Brevkort.

Dit siste Brev glædede mig uhyre. Tager »Stjernen«N noget af mig???

Din Herman.

Efterskrift.

Sørg for, at hvis han venter og vil læse første Kapitel, da Pengene strax sendes. Hvad har jeg ikke lidt. Jeg kan ikke lide længere af Uvished pekuniært og kunstnerisk. Jeg er jo dog et Menneske.

Siger Schou strax Nej, da gaa uopholdelig til Langhoff. Manuskript giver dig naturligvis Schou.

Vil Schou vente ‒ og læse Kapitlet ‒ da gaa alligevel til L. for at forberede ham. Sig ham, hvad dog sandt er, at Schou vil tage »den hele Haand«, og at det er et Spørgsmaal om Stilen. Jeg skriver til L. imorgen (Mandag)A. Arbejde videre i Uvished kan jeg ikke; leve ikke heller. Jeg maa have Ro. Jeg beder dig tro, at Ulykker kan ské, om jeg ikke faar det ‒ og strax.

Kan du, da sendt strax lidt Penge paa en Postanvisning og tag dem siden af enten af Sch's Ugepenge eller hos Lghff. Hjælp mig.

Herm:

Og skriv strax.

Og skaf Vished