[1887. maj?] tirsdag. Prag

Prag. Tirsdag.

Min Ven.

Rimeligvis vil du, som jeg, finde, at det siste Slag for Panden med ét Slag har givet »Farten« i Tingen. Jeg har arbejdet hele Natten, gik imorges i Seng Klokken seks.

Du vil sé alt, hvad der er udeladt:

1) alt det obscøne (»Anna« o:s:v:) som kan udelades.

2) alt, hvad der smager af personligt (Snakken om Journalister paa Trappen)

3) alt, hvad af Bredde var (Fyrværkeriet; hele Samtalen til Slut o:s:v:)

Hvad der er tilføjet er overalt smaa, levende Træk:A Fru Belboms Galosker, Tantens Tænder, Damernes [...]A brædt. Og saa er Tonen nu dansk, og Historien spiller virkelig i København. Ikke?

Min Mening er vedblivende denne: Lad Schou læse nu i Sammenhæng Kapitlet og ‒ bestemme sig. Tænk du, min Ven, naar du nu har læst denne Slutning ‒ ogsaa dette første Kapitel igennem. Betænk de pinlige Omstændigheder, hvorunder her er arbejdet, og se saa frem over det Billede, som dog er steget frem fra denne Side 1 til Side 52. Kald dig tilbage Menneskesværmen og sig mig, om de ikke lever: Blom og Brodersen med deres Klaquehat; Gerster, som »generer« sig paa dens og dens Vegne; Lille Canth og hans Kone; Lange med: Ham lugter man s'gu, Tanten med sin Gummirem; Gars, Journalisten...

Og maaske kan den, der har skrevet disse Strofer om Fyrværkeriet, ogsaa skrive ‒ saasnart hans Indtryks Art kan udtrykkes stilistisk.

Jeg, min egen Ven, beder om hvert Raad, er taknemlig for hver Smule af den »Kit«, et forbindende Ord fra dig kan skænke Stilen, for hver lille Kant, en Rettelse afsliber. Men under Censur og Stilretter vil og kan jeg ikke staa. Du vil let fatte det, og jeg ved, du giver mig Ret.

Indlagt et Brev til Schou. Dette arriverer Torsdag. Lad da Schou ‒ om han ikke alt har sagt sit Nej ‒ have Tid til Mandag. Da maa han svare. Jeg kan jo ikke leve uden Penge. Og endnu staar jeg for denne Maaned (med Flytning!) paa 86 flN. Han har sendt 34 fl........ Jeg haaber, at han har indsét, at han maatte sende mig en Sending i denne Uge..... Til Langhoff er der skrevet. For dig vilde det være tifold bedre at have ham, som er ung og forstaar eller »yngre« Kunstmaade.

I alle Fald véd jeg, du vil gøre alt dit bedste. Jeg gentager:

Jeg ønsker ikke at gaa fra Schou. Men Censur taaler jeg ikke. Og jeg frygter for, at disse sig evigt gentagne »Historier« skal lægge en klam Haand paa vort Arbejde.

Læs ogsaa dette ‒ med Hilsen ‒ for din Kone for at vi kan høre en læg Dom.

Din Herman.

Du vil sé, at »Honorarspørgsmaalet« indskrænker sig til ét: den bestemte Afsendelse! Fortæl ogsaa L. om de norske Breve.

Brevet til Langhoff var kort. Sæt ham ind i alt. Honoraret; »Stilen« med Schou; Bogens Plan o:s:v:A