[1887. 15. maj] søndag. Prag

Prag. Søndag.

Min egen Julius.

Jeg havde egenlig skrevet meget mer men sender kun dette, da jeg hellere vil skrive det andet af endnu en Gang.

Undertiden synes jeg unægtelig, at dette tegner til at blive en virkelig Roman. Med dybt Perspektiv, stor og levende. og til andre Tider!

Uendeligt vilde det glæde mig, om du paa et Brevkort skrev din Mening om de siste Sendinger.

Er denne Middag ikke livlig? »Dramaet« begynder lige, hvor jeg har sluttet, ligesom i »Rocambole«.

Angaaende »Paula« meddeler jeg strax, at her intet kan ændres. Du, der hurtig vil sé, hvormeget (ja, her i Sandhed meget) der i disse to Paula-Dialoger er sagt om hele vort Ungherre-Følelsesliv, vil sikkert ogsaa give mig Ret i, at dette maa staa der.

Hvor græsseligt: denne Scene med: Er det at elske! Hvilken Illustration til vor Opdragelse. Og hvilket Billede af vore Følelser ‒ at vi skænker en Skøge de Taarer, som vi nægter alle andre!

Hils din Hustru. Tag snart en Oversættelse.

Din Herman.