[1887. 24. maj] tirsdag. Prag

Prag. Tirsdag.

Min Ven.

Jeg er ikke just lykkeligt stemt men dog nu ‒ efter at have arbejdet seks Timer og begyndt paa »fire« ‒ ret rolig. Jeg er ikke meget indbildsk, navnlig tror jeg meget lidt om »min Position«; fremdeles er jeg overbevist om, at min Roman har mange Fejl.

Men en ukendt »Auteur«, som mødte op med en Femtedél af det Talent, somA til syvende og sist min »Begyndelse« indeholder, vilde utvivlsomt finde en Forlægger ‒ ‒ og saa vil jeg vel ogsaa naa at faa én. Skal det være saa galt, lad os da vente, til IV og V er færdige (1 Juli) og saa stikke denne Halvdel ud til Forlægger den eller den. IV og V vil i alle Fald blive noget for Læsernes GresA ‒ med store Scener som i I ‒ og lidt kan jeg jo indskrænke Dialogerne. Af alle Kapitler er III det vanskeligste; nuvel, skal det være nødigt at ændre mer deri end ské kan ved en Korrektur ‒ da kan jeg jo revidere det (navnlig, lé nu ikke, ti det er dog Tingen, tydeliggøre det) men ‒ først naar IV og V er skrevet. Disse Kapitlers Optrin vil give mig større Sikkerhed. Deres Scener er fantasifulde og slaaende ‒ Scene paa Scene.

Klogt, mener jeg, er det ikke af Schou at opgive Bogen, før han har sét Halvdelen.

Praktisk bliver imidlertid tilbage: hvoraf skal vi tage Pengene, mens jeg, hvis Langhoff ikke strax slaar til, fuldender IV og V? Udlevere Manuskriptet maa Schou nu, i det Øjeblik ‒ han ikke vil udgive det. Og mon saa ikke Langhoff i alle Fald vilde laane 5 Gange 25 Gylden paa de tre Kapitler mod at han i Løbet af de fem Uger fik de to Kapitler IV og V og saa endelig bestemte sig? Til Schou maa da siges, at jeg ‒ som jo ogsaa sandt er ‒ endnu venter paa at faa Forlægger. Og naar Sagen endelig er ordnet, maa han ‒ indtil to Tredjedel ‒ betaler. Med noget kan han vente ‒ ‒ jeg skylder ham mange Fortrædeligheder.

Ét er vist>: uden den Smule Sikkerhed af de 25 fl. ugenlig er det mig umuligt at arbejde ‒ det maa du sige Langhoff.

Din egen

Herman.