[1887. 18. august] torsdag. Prag

Prag. Torsdag.

Kære Langhoff.

Jeg skrev i Torsdags, at Schiøtt fik Manuskript sendt samme Dag. Men om Aftenen rev jeg det istykker. Det var Første-Del af IV.

Med Fortvivlelse begyndte jeg paa V. Jeg indsaá, jeg i min nuværende Tilstand af Ophidselse, Feber, Hallucinationer og ForfølgesvanvidN ikke kunde skrive IV, et sart Kapitel, der maa læmpeligt fortælles og ‒ skrive maa jeg jo. Jeg begyndte altsaa paa V, der jo er store Optrin og fordrer næsten en syg Fantasis voldsomme Ophidselse. Og jeg havde det næsten færdigt i Tirsdags ‒ da jeg atter kasserede det og begyndte paany. Nu er Halvdelen færdig og, som jeg tror, lykkedes. Vel senest Mandag vil jeg vel kunne sende det hele V.

Lørdag skal ingen Penge sendesA.

Men IV kan jeg ikke skrive, før jeg er blevet noget bedre, lidt bedre. Og Lægen erklærer, at det her er umuligt, at det værste kan befrygtes, hvis der ikke kan opnaaes en Forandring af Luft og lidt nye Indtryk kan forskaffes. Jeg maa altsaa bort og paa Landet. For Bogens Skyld, kære Langhoff ‒ denne Bog, som i IV, V og I, som jeg idag har læstN i Sandhed naar nær op til, hvad jeg havde haabet ‒ beder jeg Dem derfor at gøre nu som ved »Fædra«N at holde en Art Afregning, naar V er færdigt og der kun fattes IV. Beregn foreløbig hele Bogen til 22 Ark (Gud hjælpe mig!) og den Dag, jeg telegraferer: V afsendt, afsend da 200 fl. Herren véd, om der er meget mer tilbage.

Jeg vil holde ud her i Udlandet til Bogen er udkommen og dømt. Den bør komme som Bog af den Fraværende. Men om Forlaget tror, at jeg kan gælde noget og snart fortsætte den Roman-Cyklus, hvis Begyndelse »Stuk« er, da handl nu hurtigt. Ti jeg har tøvet sigA saalænge til jeg ligger paa mine Gerninger ‒ jeg vilde saa nødig, saa nødig bede om dette saa meget ud over Kontrakten.

Jeg kan ikke skrive mere, fordi jeg nu atter begynder at græde. Aa ‒ kære Paul, havde jeg dog ét Menneske blot en Time i min Deprimerthed og moralske Fortvivlelse.

Herman B.