[1887. 3. september] lørdag. Teplice

Teplitz. Poste restanteN. Lørdag.

Kære Paul.

Desværre tror jeg, at saavel De som Schiøtt har ladet Dem dupere af V. Den store Kraft i Fantasien, det saa virkningsfuldt tænkte Optrin har saameget lettere kunnet tage Dem fangen, som jeg ustridig er den eneste nordiske Forfatter, der raader over et saa livfuldt Sceneri som dette i disse Optrin.

Men ‒ Udførelsen staar hélt sikkert ikke paa Højde med Tanken. Fremstillingen fortaber sig i den Detaille-Uro, som i IV, V og I-II saa lykkeligt var overvundenA for atter at dukke frem i IIIs Begyndelse.

Det er ikke nok, at Læseren her bøjer sig for alt hvad jeg har villet og for Tankens Konsekvents; jeg maa her uvægerligt vise, hvad jeg har lært at kunne og jeg maa sejre ved Udførelsens siste Magt.

Men nu vil jeg først skrive IV. Saa sér vi, om jeg overhovedet bliver rask og kan levere noget bedre.

Ak, kære Paul, hvor sørgeligt med mit Helbred. Nu, just nu, hvor de, som havde troet paa mig (troet paa mig udover Dusin-Dygtigheden) syntes maaske at kunne faa Ret ‒ just nu skal alt dette komme. Det er jo dog, som jeg tænkte. Ikke mer Nerverne alene men et rent lokalt og yderst smerteligt Onde. Maaske kommet af Overarbejde, maaske af de bestandige Sjælslidelser i disse to Aar. Saaledes er Frugten blevet endelig ormstukken, mens den modnedes.

»Og den Ro og fuldstændige Skaansel«, som vilde kunne afværge videre Ødelæggelse er det mig jo dog ikke muligt at naa. Jeg vil i næste Uge skrive Bladartikler og saa genoptage Arbejdet paa »Stuk«. Endnu kan jeg slet intet og maa ligge den meste Tid. Selv et Brev som dette bringer mig idag store Smerter ‒ da jeg idag føler mig meget slettere,

Og mine syge og svage Tanker flagrer da altid trætte om »Stuk«.

Deres hengivne

Herman Bang.