1889. 23. januar [onsdag]. Nakskov

Nakskov. 23.1.89.

Kære Nansen.

Tilgiv, at jeg ikke har kunnet sende dig de 30 Kr., men her hændte noget meget trist i Form af en Sagfører – eller rettere sagt to – som hindrede mig deri. Dog skal det ikke vare længe, inden du sér de dyre BlaasedlerN.

Jeg er nu her – j'y suis, j'y resteN. Jeg nyder den uendelige Lykke, der ligger i at sige til sig selv: idag skal du ikke sé et Menneske, men du skal have Lov til ene, uforstyrret, uden endog at modtage Indtryk – Indtryk, som alt mer og mer forvirrer min meget sensible Føle- og Tænkeevne – paany at tænke, overveje og maaske – skabe. Igaar blev jeg færdig med DannevirkenattenN . Noget deri er dog i alle Fald lykkedes mig – noget. Men hvor stort burde det ikke være – hvor gerne gav jeg mit Liv, virkelig mit Liv hen for denne Bogs Skyld, naar den kunde blive dette stakkels Land en Lære. Jeg har jo intet andet at elske end Fædrelandet. Jeg tænker bestandig derpaa, og deres Dumheder, som hersker i det og som nok vil sørge for, at det en smuk Dag ikke eksisterer mere, de piner mig som Uret begaaet mod mig selv. Dette Land er i Bunden saa godt, saa taalmodigt, saa bravt – hvorfor har det da altid fundet saa faa, der elskede det og ikke sit Parti, sine Interesser, sig selv? Hvorfor har de, som arbejdede, altid ladet sig bruge af dem, der kun talte? Hvilke smaa Syn har dog en Mand som Hørup og hvor snævre. Og hvor lidt véd de Folk om det Ansvar, de bærer.

To Gange om Dagen spadserer jeg. Ellers er jeg altid hjemme. Jeg læser, skriver, forsøger at tænke. Og det skal blive mine Dages Historie, til min BogN er færdig. Dette stille Provinsliv rundt om mig rører mig saa dybt. Jeg gribes af disse stilfærdige Folks Taalmodighed, som røgter deres Gerning i halvmørke Butiker, som gør deres Pligt uden at spørge hvorfor og som bliver paa deres Plads i Livet, som var de stillet paa Post der – ja meget mér: ti Soldaten sér Officéren, der fører ham og udsender ham. Men Livets Officér er usynlig. Han er kun den store Orden, som vi ikke kender, men som vi aner behersker os ... Jesus, du vil være højst forfjamsket over denne Skrivelses filosofiske Tendentser.

Hvis der skulde hænde noget særligt i København, da stjæl en liden Stund for at skrive mig til derom. I "Professoren"N sér du (fordi sært beslægtede Ting rører dig, jeg mener beslægtede med egen Tanke og Oplevelse) altfor meget. Disse store Ord er altfor store til hvad der skér.

Lev vel. Hils din Kone mange Gange. Har hun spillet paa denne Bys Scene? Det er et lidt net Kunstens Hus, hvor man i en nær Tid agter at opføre: "Pigernes Jens " – Kantonnementsspøg i 1 AktN. Sligt er Maaler af Sukcés'en. Adieu.

Herman B.