1889. 12. februar, [tirsdag]. Nakskov

Nakskov. 12.2.89.

Kære Fru Neergaard.

Se her er allerede Deres KorrekturN. Jeg tænker, Folk vil finde, at denne »Kærlighed« er noget Vaas ‒ hvad den nu ikke er.

Naa, Herre JeminiN, hvilket Humør jeg idag befinder mig i. En Deprimerthed, som er værre end det værste. Aa, Gud give, jeg var SpækhøkerN eller Hundeklipper eller Ejer af et Loppeteater. Min Bog gaar ikkeN. Det er Stumpværk ‒ det Hele. Og hvad skal en Gang Enden blive? Ved noget Blad er jeg ikke mer. Ingen vil have mig; jeg selv finder det naturligt, at ingen vil have mig; Nakskov Fjord vilde være et lykkeligt Tilflugtssted....

Og alt det sidder jeg og meddeler Dem, som skriver, at De trænger til Opmuntring. Det er at praktisere Kristenkærlighed at plage andre med sine Bekymringer... Nej, naar dette er skrevet, vil jeg gaa i Seng og overlade mig til mine Betragtninger, men nu maa jeg sé at være munter.

Nakskov spillede igaar KomedieN. Det var »Plader« og »Abekatten«N. Hvis man blot var saa udødelig som Molt WengelN. Han var tilstrækkelig idiotisk til at skrive Komedie for Dilettanter og endnu om 50 Aar vil man gentage hans Dumheder paa Skuepladserne i Nibe, Greenaa og Bandholm. En af de Spillende forklarede mig Hr. Wengels Fortrin: Han fordrer ikke Kunstnere, sagde Sjælen.... Naa, »Abekatten« rører mig iøvrig altid. MamaN sang dens Sange, og det er ligesom der er blevet noget af hende tilbage i de gamle Ord. Spille gjorde man, saa MuserneN efter Generalprøve bandt deres Klædebon op og forlod Byen. De var altsaa ikke tilstede ved Forestillingen. Da man ved det paafølgende Bal gav sig til at danse lollisk Trippedans, forlod ogsaa deres Kusiner, GratierneN, Lokalet. Tilbage blev Nakskov, som dansede til Klokken to.

Og nogle faa Godsejerfruer og Frøkener, som underholdt sig med mig i en Klike udi en liden Krog. Til disse Damers Henrykkelse rakkede jeg Nakskov af, saa der var ikke hel Trævl paa den. Under denne Beskæftigelse hengik Aftenen, mens de Spillende noget nervøst gik og snuste om min Mening men kun fik nogle høflige Smil. »Margrethe«N dansede i »Abekattens« Kostyme og havde iøvrig noget malplaceret tilstræbt Lighed med Madame Sarah Bernhardt. Byens Borgerinder hvidskede beundrende dette rundtom.

Jeg viste mig i sort Kjole med sort Slips og spiste til Aften med to Kammerjunkere. En Dame spurgte mig, om det var sandt, at jeg var snøretN. Med dette interessante Problem beskæftiger sig Byens JeunesseN. Den kunde vistnok umulig bedre anvende Tiden.

Jeg nærer nogen Tvivl om, hvorvidt De vil være tilbøjelig til at kalde dette for et Brev. Men jeg kan ikke bedre eller mere. Jeg vilde ret inderlig ønske, at jeg iaften kunde flyve til FalkonéralléenN. Jeg vilde saa blive saa morsom, at De vilde lé himmelhøjt og maaske bagefter ‒ ‒ naa, være forbauset over, at Sørgmodighed kan gøre saa lystig.

Lev vel. Skriv snart til mig og et Brev. Ti i det sidste stod der egenlig kun, at De ikke var i Humør til at skrive. Og selv det stod i Grunden ‒ imellem Linjerne.

Hils Folketingets Mand og Dem selv

fra

H. B.