1889. 20. februar, [onsdag]. Nakskov

Nakskov. 20.2.89.

Kære Fru Neergaard.

Saa ligger da Korrekturen endnu gladelig paa mit Bord. Sidst glemte jeg at lægge den medN. Og nu kunde jeg vel passende skrive en Smule til ‒ hvis jeg havde noget at skrive. Men Nakskov er en Ørk og mine Dage en Ørk, hvor kun et eneste Træ groer: BogenN. Gror langsomt. Imidlertid vilde De glæde Dem, hvis De kunde læse et Brev fra Langhoff, som er meget forhaabningsfuld. Selv tør jeg intet sige. Dette Emne er saa uhyre, disse Skæbner er saa tragiske ‒ og dog skulde det være mit Maal at fortælle det altsammen som »Ved Vejen«N, saa jævnt. Undertiden synes jeg, det lykkes mig, og undertiden igen forlader Modet mig saa ganske. Men jeg vil og maa føre det til Ende. At fordre det yderste, det sidste af mig selv ‒ er jo min Pligt. Undertiden gør jeg det i den Grad, at hele mit Væsen, Sjæl og Legeme, virkelig anspændes til den sidste Strængs sidste Mulighed. Opkastninger, Søvnløshed, Hallucination er de uundgaaelige Følger. Men vil det altsammen nytteA? Er dette til det yderste anstrængte Talent overhovedet værdt, at man trænerer det saaledes? Og fremfor alt ‒ er en Tilværelse som denne Liv? Selv om en Kunstner ‒ der arbejder under »Fænomener« som jeg ‒ virkelig skabte et »Værk«, tror jeg, han alligevel er til at beklage. Som hidsig Feber skaber Fantasier, afsætter hos ham kun syg Tilstand denne Række af fremmede Billeder og Forestillinger. Og naar jeg saa tænker paa, at det maaske er ingenting ‒ gode Gud.

Naa ‒ lad mig ikke tale derom.

Og andet har jeg ikke at tale om. Ti mit personlige Liv er stanset. Og Valgkredsens HovedstadN skal just ikke sætte Pulse i Gang. Man skal atter spille Teater. Denne Gang Holberg i »Pernilles Frøkenstands«N Lignelse. Jeg glæder mig mindre end sidst ‒ nu véd jeg, at saa stor Talentløshed end ikke er lattervækkende. Man bare sover.

Jeg kan ikke skrive mere. Jeg er meget medtagen og maa i Seng.

Hils Neergaard og selv lev vel, bliv ikke syg og hav det saa rart, som Livet giver det til Folk, som ønsker og tænker. Saa rart er da ikke altid meget rart. »Fruen fra Havet« var da sikkert en SkandaleN. Stykket er skrup affektert ‒ et inderlig flovt Værk ‒ skrevet og lavet til af en Mester.

Enfin ‒ soyons gaisN.

Herman B.