1889. 26. juni, [onsdag]. Bratholmen ved Bergen

Brev fra Bang, Herman til Neergaard, Dagmar

A København, Rigsarkivet, Privatarkiv 5866: Dagmar og J.A. Lemming, A.II; intet blyantsnummer. Brev, 3 sider. Brevpapir med monogram HB i blindtryk. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Fra junis begyndelse til 9. september 1889 boede Bang som gæst hos familien Sundt og færdedes øjensynlig også blandt andre rigmandsfamilier. ‒ Indtil 1892 var Dagmar Neergaard unavngiven redaktionssekretær for sin mand, da han 1884-1892 var redaktør af månedsskriftet Tilskueren

Bratholmen ved Bergen. 26.6.89.

Kære Fru Neergaard.

Mens jeg skriver dette ‒ strax efter Badet i en Vig mellem Klipper, som en Rigmand har fyldt med kunstig Sandbund ‒ gaar Solen ned, og Rækken af Holme, af smaabitte Skær og af store Klipper forgyldes midt i den gyldne Fjord. Her er smukt, saa smukt. Og alligevel længes jeg iaar mér end ellers efter Sundet, Bøgene, de bløde Linjer over Landet ‒ dér har jeg lært som Kunstner at sé, som Menneske at føle.

Naa ‒ man har feteret mig meget, halvfyldt en særdeles stor Sal til Forelæsningerne, givet mig Blomster, Krandse og Jubel. Og alle Millionærerne har indbudt mig til sig paa Landet. Her boer jeg hos en Ven og sejler ud og ind til Bergen paa hans eget Dampskib. Sandsynligvis bliver jeg paa dette Sted, til jeg skal til Trondhjem ‒ først i September. Mit første Arbejde er nu Novellen til »Tilskueren«. Den vil forhaabenlig være færdig om en Uge. Jeg har ikke kunnet skrive den saalænge mine Foredrag stod paa. Min Angst og mit Arbejde umuliggjorde det. Jeg følte mig den Dag, jeg skulde tale om I.P. Jacobsen, bogstavelig som en Døende. Jeg var Besvimelse nær Timer lang. Da jeg saa talte, var det med en næste fanatisk Glød. Bedst var dog Forelæsningen om Amalie . Jeg viste, at »den Hede« var kun kold, »den Dristige« var ret besét ‒ ‒ alt andet. Og samtidig ydede jeg al den skyldige Tribut til det Geni, der gav os »Sjur Gabriel«. Bifaldet var den Aften fanatisk.

Fra Jonas Lie havde jeg idag Brev. Han beder mig saameget om i Vinter at komme til dem i Paris. Men jeg er i Vinter »Tilskuerens« Mand.

Kære Ven ‒ tusind Tak for alt det Løb, De havde med de Penge, tusind, tusind Tak. Kunde blot jeg nogensinde vise Dem nogen, blot den mindste Tjeneste igen....

Nogle unge Damer, som nede paa Verandaen slaar paa Tamburiner og synger Tarantel-Melodier til ‒ disse Rigfolk her taler om Napoli, Cairo og Place de la Concorde som vi om »Hesten«, Konstantia og Amagertorv ‒ giver mig ikke Fred men skriger i det uafladelige, at Theen er paa Bordet. Saa lad mig da tro dem.

Lev vel. Hils Neergaard saa mange Gange fra Deres Ven

Herman B.