[1889. 19. december.] torsdag. Odense

Odense. Torsdag.

Kære Nansen.

Det er en meget stor Sag, jeg beder dig, hvis du kunde, at ordne. Men dette gaar absolut ikke længer, og det er bogstavelig mine sidste Kræfter, jeg tager sammen for at naa at skrive dette Brev. Siden mine "Digte "N udkom, har jeg været mér end syg. Jeg lider af Forfølgelsesvanvid i en Grad, saa jeg ikke har Ro hverken Dag eller Nat. I de sidste tre Dage falder jeg af den ene Besvimelse i den anden. Bedst vilde det vel være, om jeg lagde mig ind paa et Sindssygehospital; men det skader mig altfor meget som Forfatter.

Blive ved som det nu er, kan det imidlertid ikke. Uendelige Mængder af Cognac og Portvin skaffer mig kun et Par Timers Søvn, og jeg ødelægges ganske.

Der er kun én Mulighed – den, at rejse. Jeg er altid raskere i Udlandet. I Norge kunde jeg ogsaa ubemærket lægge mig ind paa et Sanatorium, hvis ikke Opholdet i en lille fjern By hjalp. Saasnart jeg saa blev nogenlunde, vilde jeg da tage den store Rejse – enten til Japan eller Sydamerika.

Men for at kunne rejse, maa jeg have Penge. Mit Regnskab med Langhoff staar, saa jeg skylder ham 1450 Kr., hvoraf 800 er fra gamle Dage – fra dem "sér han foreløbig bort" – og Resten er for min NovellesamlingN, som han beregner til 900 Kr. Hos Langhoff kan jeg altsaa sikkert direkte intet faa. Men nu er det, jeg spørger: Om du ikke kunde henvende dig til f:Ex: Cantor og sé at ordne det saaledes:

At jeg fik et eller andetsteds et Laan paa 6-900 Kr (600 er det mindste, jeg maatte have) og Langhoff saa sikrede disse Penge, jeg mener: erklærede at ville udbetale en vis lille Sum for hvert Ark, jeg skrev, til de var betalt. Og hvis jeg døde eller blev sindssyg da sikrede dem i et eventuelt nyt Oplag af én af mine gamle Bøger.

Kunde ikke dette ordnes?

Mon ikke Cantor vilde hjælpe – ialfald med et Raad – til en Ordning af dette?

Jeg véd meget vel, at dette, kære Nansen, er et stort Besvær og maaske umuligt. Men jeg kan ikke mere udholde denne Tilstand, og jeg beder dig derfor forsøge alle Udveje – ogA hastigt, ti Tiden er kostbar. Jeg vil ikke bruge store Ord om mine Lidelser. Men du faar tro, at jeg nu har baaret dem saalænge jeg kan. Jeg maa enten rejse eller indlægges paa en Sindssygeanstalt. Og det sidste er saa skæbnesvangert, at det bør undgaaes saa længe som muligt er.

Svar mig nu hurtigst. Hele min Tilværelse er jo kun Venten, til jeg faar et Svar.

Hils din Kone fra

Herman B.