Kristiania 7.2.89.
Kære Neergaard.
Mit Forhold til »Tilskueren« var det eneste, som bandt mig til Danmark. Det vakte mig til min sidste Kraftudfoldelse: min Rejse til København. Det holdt mig ‒ De maa tro mig ‒ i Odense, saa længe det var mig muligt. Det vil sige indtil det Øjeblik, hvor jeg kun havde Valget mellem et Opbrud og en Sindssygeanstalt. Saa maatte jeg vælge Rejsen, da Sindssygeanstalten er for skæbnesvanger for en Forfatter.
Og nu er jeg her.
Og vender først om lang, lang Tid tilbage.
Det er et brudt Løfte, men, min Ven, det var min Hjernes Sundhed der stod paa Spil. Lægen i Odense turde ikke beholde mig længere.
De maa da tilgive mig.
Til V.M. har jeg skrevet. Han maa anmelde »Kong Midas«. Sandsynligvis vil han gerne blive »Tilskuerens« Recensent. Og han er allenfals fuldt saa god som jeg.
Hvor det beroliger mig, at De tager Nakskov saa roligt. Det synes mig dog at maatte være tungt saa pludselig at staa udenfor. Tilgiv, at jeg ikke skriver mere. Men jeg kan ikke idag. Jeg kan næppe holde Pennen.
Send mig Korrektur paa »Teaterdrift«.
Tusind Hilsener til Fruen.
Deres Ven
H. B.