1893. 2. marts [torsdag]. Paris

Paris. Hotel de Malte. Rue de Richelieu No 63.

2.3.93.

Jeg beder dig, hvis det paa nogen Maade er muligt ikke lade Nini erfare, at du har modtaget dette Brev og ialfald aldrig, hvad det har indeholdt. Det er svært nok at skrive det til en Mand, til en Kvinde eller til sin Søster ‒ er umuligt.

Jeg rejste hertil, fordi jeg maatte bort. Maaske har Rygtet allerede sagt dig det. Den Ulykke, som har været den hemmelige Forklaring paa hele mit Liv, som har jaget mig rundt fra Sted til Sted, som har gjort mig fattig og mer end fattig ‒ ti alt, hvad jeg havde, gik til Folk, som fra min første Ungdom pressede mig for Penge ‒ som har holdt mig borte fra min Familie og fra alle, den truede mig nu med det Yderste. Hvis du vidste, hvad det vilde sige at slæbe denne Forbandelse gennem Livet. De Blinde, de Enøjede, de Pukkelryggede, de Spedalske, dem beklager man, og man aabner Hospitalerne for dem. Men vi, som fra Fødslen slæber paa denne Sygdom ‒ ti det er en Sygdom, selv om du ikke vil tro ‒ for dem aabner man Fængslerne.

Jeg kom afsted ‒ jeg kom hertil. Da jeg kom hertil, ejede jeg knap hundrede Francs og ikke andre Klæder end dem, jeg gik og stod i. Jeg kunde ‒ i Hasten, da jeg maatte bort ‒A intet faa med, da alt, hvad jeg ejede, var i Jylland, og jeg ikke har sét det siden. Jeg maatte tage ind paa et Hotel, jeg, som aldrig har sat mine Fødder i Paris. Hotellet er lille og jeg boer paa fjerde Sal, og jeg spiser kun en Gang om Dagen. Dagen efter min Ankomst begyndte jeg at skrive. Paa Lørdag er det fire Uger siden. SidenA da har jeg skrevet 48 store og smaa Artikler. Men idag erfarer jeg, at mit Blad i KøbenhavnN foreløbig ikke tør trykke noget af mig ‒ og i Norge og Sverig er det samme Tilfældet, ti jeg har intet Svar faaet paa alle mine Breve.

Jeg staar da uden noget. Mine Venner har forladt mig og svarer mig ikke. Idag har Værten her fordret sine Penge og givet mig Henstand til Mandag. Paa Mandag vil han henvende sig til Konsulen. Det vil blive en ny Skandale, som vil bringe alt det andet for Dagens Lys.

Kan jeg slippe bort herfra uden Skandale, vil jeg leje mig en Stue i en Forstad og saamegen Oversættelse kan jeg altid faa, at jeg kan friste Livet.

Onkel MikaelN sendte mig for fjorten Dage siden 100 frcs. Men jeg ejede ikke saameget som Skjorter at skifte, og paa Regningen her kunde jeg intet betale. Jeg giver 7 francs om Dagen. Nu da jeg skal betale dem, erfarer jeg, at alt, hvad jeg i disse Uger har skrevet ‒ er spildt og at jeg ikke har en Øre i Vente. Da jeg er uden Bagage, kan jeg simpelt hen behandles som en Bedrager og hjemsendes. Det vil sige det samme som at indblandes i alle de Sager, som for Øjeblikket er til Undersøgelse i København. Du maa kunne forstaa, at man i et Øjeblik som dette og forladt af alle hverken overdriver eller fordrejer. Det gælder det Yderste, og du kan forstaa, at jeg aldrig vilde have skrevet dette Brev til dig, hvis det ikke galdt at dække Resterne af mit Navn, som en Gang var din Hustrus.

Der er ingen Tid at give bort. Her i Frankrig handler man hurtigt. Afsend, naar du har modtaget dette Brev, uopholdelig et Telegram: »Bang Rue Richelieu 63. L'Argent envoyé. Holst« ‒ som jeg kan vise Værten og afsend samtidig 250 Kr. under den fulde Adresse, som staar over mit Brev. Jeg kan med disse Penge forlade Huset her og flytte ind i en Forstad, hvor jeg kan leve for mindre end hundrede francs om Maaneden.

Jeg beder dig tilgive den Sorg, jeg gør dig. Lad den ikke ramme Nini, som lider altfor frygteligt ved Tanken om de Bekymringer vi ‒ hendes Slægt ‒ paafører dig.

Tro, at der er ingen Tid at spilde og handl hastigt, som man gør under de store Ulykker.

Herman.

Fremfor alt: send Depechen for Værtens Skyld.

Jeg giver mit Ord paa, at jeg intet har skrevet uden Sandheden.