Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18930801001

Brev fra Bang, Herman til Neergaard, Niels

A København, Rigsarkivet, Personarkiv 6026: Niels Neergaard, III: korrespondance; intet blyantsnummer. Brev, 1 side. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Det udaterede brev er sandsynligvis skrevet i Paris i 1893. Ifølge ordlyden har Bang tydeligvis gjort sig forhåbning om regelmæssigt at sende aktuelle tekster, »Breve«, til Aarhus Amtstidende . Imidlertid ses ikke én eneste tekst af Bang i Paris at være offentliggjort i denne avis. Derimod ses flere aktuelle beskrivelser af Bang ‒ under overskriften »Breve fra Frankrig« ‒ at være blevet offentliggjort fra september 1893 i avisen Vendsyssel Tidende og helt frem til juli 1894. ‒ Niels Neergaard (1854-1936) var 1892-1897 redaktør af Aarhus Amtstidende

Kære Neergaard.

Jeg tror selv, at dette lille Brev er for tørt og stivt for Deres Avis. Men det næste skal blive anderledes og bedre.

Skal jeg ikke sende »Brevene« direkte til Aarhus.

Deres hengivne

H. B.