Sandviken. 24.11.94.
Kære Dagmar.
Aa, min Ven, jeg har tænkt med Uro paa Dem hver Dag. Og gør det endnu mere nu efter at jeg endelig har modtaget et Brev. Fremfor alt: en Afgørelse hos Abrahams . Af to Grunde: 1) fordi ellers »Mme-Sans-Gène« vil tage hele Resten af Vinteren; 2) fordi Johan, naar A's Afgørelse er falden, maa tage Sagen i Haand med »Dagmar«. Ti spille maa De. Jeg har atter skrevet til Johan derom.
B.B's Evner som Lærer ‒ der i sit Slags er meget betydelige ‒ vil De snart lære at værdsætte. Jeg imødesér med den Sindsro, med hvilken jeg betragter alt i dansk Teaterverden, overfor B.B. hele den Reaktion, der vil blive ligesaa uretfærdig som nu Begeistringen er overdreven.
Og De, kære Dagmar, tab ikke Modet. Gid jeg kunde gøre noget, da var det allerede gjort.
Herman.