[1895. ca. 24. februar], søndag. Sandvika, ved Kristiania

Sandviken. Christiania. Søndag.

Kære Ven.

Endelig da et Ord fra Dem. Og endnu det samme, som var og er og bliverN ‒ hvor længe? ‒: ingen Afgørelse. Jeg forstaar ikke, at det kan være saa besværligt at lade et talentfuldt Menneske komme frem bagved en Suflørkasse. »Hertuginden«N synes jeg var en mærkelig Rolle. Jeg skulde tro, at den Figur ‒ idetmindste i Publikums elementære Opfattelse ‒ maatte fordre bredere Linjer og ogsaa en større »social Stil« end De kan give den. Men Rollen er jo god ‒ ‒ og det er en Rolle. Jeg er noget træt af at sige, at jeg vilde ønske, De vilde læse med mig. Men det er mig ret umuligt at forstaa, at der vovedes for meget, hvis De rejste en ti Dage »paa Landet«. I er nu imidlertid vist snart blevet saa fortumlede, Børn, at I ser det Vovede i det Naturligste og ofte ‒ gør det Vovede som den naturligste Ting af Verden.

Gud velsigne Jer.

Jeg blander mig i intet. Kun én Ting er for mig usvigelig sikker, at der nu kun er to respektable Teatermaaneder tilbage, og at Tiden derfor er kostbar. For al den Psykologi, hvori OpsættelseN nu muligvis kan indvæves, giver jeg ikke en sur Sild.

Kære Dagmar, De vil maaske finde alt dette meget robust sagt, men hele mit Venskab ligger bag de ru Ord. Jeg vil nu vente endnu otte Dage, inden jeg skriver til Johan endnu en Gang. Men saa vil jeg ogsaa sige min Mening. Tro mig, ingen i den vide Verden ønsker Dem alt bedre end jeg, Barn. Men just derfor sér jeg med Ængstelse Tiden gaa ‒ og meget foregaa, mens Tiden gaar.

Om mig er lidt at sige. Jeg har skrevet en lille Del paa min Roman. Det er vist godt. Ellers spadserer jeg, tager Isvandsoverskylninger, skriver Artikler, læser og tænker paa, jeg kun har to Aar at skrive mine to BøgerN i. Altsaa maa de være færdige. Ti om to Aar aabner jeg mit Teater ‒ om halvtredjeN ‒ og Resten af mit Liv skal vies til det og det alene. Forleden var det sidste Gang, jeg optraadte som Forelæser. Ingen vidste det. Kun jeg ganske alene. Jeg stod der i Drammen og talte og vidste: Dette er sidste Gang. Ti mine Bøger vil tage al min Tid ‒ i Alvor og Ensomhed ‒ i disse to Aar, der kommer. Saa, naar de er skrevne, har ogsaa Forfatteren optraadt sidste Gang. Og der vil for H.B. blive en lille Plads i Sofus Bircks BræddeskurN. Maaske tror De, at alt dette kun er et Lune. Det er kun et Bevis paa, at De da ikke kender mig helt. Hvis jeg lever, sker nok dette. Voilà.

Kære Dagmar, om jeg var hos Dem og kunde trænge paa Dem, raade Dem. Hjælpe Dem kunde jeg jo dog ikke. I Hovedstæder kan jeg kun udrette noget, hvis det er Berlin og Paris. For København har min Evne været for lille eller for stor. Men hvis De nu faar den HertugindeN, saa lad Rollen skrive af og send mig den, med de Medspillendes fuldtudskrevne Replikker. Jeg kan da maaske idetmindste give Dem nogle Raad i Marginen. Ikke sandt?

Hils Johan saa mange Gange. Sig ham, at Breve er et fortræffeligt Middel til at udveksle Tanker.

Og De, kære Dagmar, lev inderlig vel.

Herman.