[1895. 3. maj], fredag. Sandvika, ved Kristiania

Sandviken. Fredag.

Min Ven. Saa er det da idag. Jeg vilde have telegraferet ‒ blot et eneste Ord: »Mod«. Men jeg har ikke »Midlerne«. Og man kan jo ikke telegrafere paa Kredit. Saa vil jeg da idetmindste skrive, saa De kan sé, hvad De vel forresten véd, at jeg tænker paa Dem. Saa er det idag. Efter saa mange Aar og efter saa lang en Vej. Gid jeg havde været der, gid jeg havde kunnet opmuntre Dem. Men det har nu ikke skullet være...

Hvor underligt at tænke: at, naar De læser dette, er det skét og De har staaet paa Scenen og De har talt til dette Mange-Hoved ude i Mørket. Hvor inderligt, hvor uendeligt jeg ønsker Dem alt Godt, alt det Bedste. Og spiller De saaledes ud, som de sidste Dage paa »Bangsbo«N, véd jeg, De sejrer.

At sidde saa langt fra sine Venner...

Hvor I alle har været angst ‒ jeg vil slet ikke tale om Johan, der vist ikke har vidst, hverken hvor han skulde gaa eller staa. Det arme Menneske. Hvor vil han gemme sig, naar det skal gaa løs ‒ ‒ ‒ Ja, jeg har jo ingenting at skrive mer, end dette.

Blot ikke altfor mange »private« Bevæggrunde maa diktere Kritiken for Peter N. N og de andre. Det er min stille Bøn.

Kan De skrive en Smule til mig. Men da udførligt, selv om det bliver i den største Hast.

Hils Johan.

Aa, hvor De nuA er bange. Og gid jeg var der og kunde give Dem de sidste Raad. B.B.N tænker for meget paa sig selv og paa Atlaskryggen i sin egen Vest.

Herman.