Lørdag.
Kære Ven.
Der er en Ting, jeg gerne vilde forklare dig, og da det falder mig altfor svært at tale derom, skriver jeg det. Det er angaaende dette med det Blad. Du maa tro, at jeg var oprigtig glad, da du talte derom, og mest fordi Tanken var kommen just fra dig. Og du kan forstaa, at jeg havde ogsaa uendelig gerne villet det. Men det er den Slags Ting, jeg ikke bør. Jeg kan ikke, bør ikke indtage nogen ledende Stilling, hvor beskeden den end kunde synes. Jeg ved det selv og det er kun Eders store Godheds Skyld, naar I fristes til ikke at vide det. For det takker jeg dig mere end du véd – det havde ogsaa været saa dejligt, halvt i Fællesskab, som i de gamle Dage, at arbejde paa at slaa noget op.
Men det er mod min Følelse og mod den Pligt til at resignere, som jeg maa bære ....
Du vil forstaa dette og disse Ord lader vi saa begge uomtalte.
Din gamle
Herman B.