[1896. 14. september], mandag. Skørping

Skørping. Mandag.

Kære Nansen.

Jeg vilde gerne bede dig lade Bogladen sende mig "Naar Sol gaar ned –"N. For naturligvis har jeg ikke længere Bogen og jeg vilde gerne skrive et Par Føljetoner om denN. Den gode Alderstegne N er nu borte – han er virkelig svært ældet – og jeg er helt ene. Jeg elsker det. Jeg skriver, læser; taler aldrig. Min RomanN gaar sin Skildpaddevej mod Enden. Naar man fordrer det Yderste af sig selv, kan man ikke skynde sig – – naa, det Yderste, jeg fordrer af mig selv, er, at hver Person, jeg skriver om, skal være et gennemskuet Menneske. Men vil du nu tænke dig, at de siger, Bogen bliver større end "Stuk". Det er saamæn nydeligt.

Er der ingen Reklame-Tjeneste, jeg kan gøre ForlagetN? Du ved, at jeg er rede, naar jeg kan gøre en Smule.

Saa er det da iovermorgen, at Betty skal spilleN. Hvor det maa være sært og svært. Jeg tænker hver Dag paa det. Naar det nu er overstaaet, kunde hun da ikke vise mig en stor Tjeneste: at slaa et Korsbaand om alle Bladene og sende mig Kritikerne. Det vilde være mig saa vigtigt at læse det altsammen.

De Unges Bog til Drachmann N vilde jeg ogsaa gerne læse.

Hils nu hundrede Gange

fra din

H.B.

Jeg læser hver Dag i Johanne Louises ErindringerN. Alt, hvad der staar om Skuespilkunst, er saare rigtigt og burde ofte gennemlæses af den nye Johanne LouiseN. Brandes "Shakespeare" N har jeg ogsaa læst om. Men i den Bog mangler netop – blandt andet – Forstand paa Skuespilkunsten. EnfinN.