[1896. 20. september], søndag. Skørping

Skørping. Søndag.

Kære Ven.

Mange, mange Tak for Deres Brev. Jeg har læst og læst det, til jeg syntes, det var, som jeg saá Deres MarthaN for mine Øjne. Og tilbage bliver for mig som den store og lykkelige Ting, at denne lille Rolle strax og uvilkaarligt viste Deres Magt over Menneskene. Ti denne Magt er Evnen ... Hvor jeg husker Fru HeibergN, da hun svarede mig paa mine Spørgsmaal om Jenny Lind N: Hun fyldte og man saá hende. Der er intet andet at sige ....

Nu skriver jeg strax og har min Grund: at jeg nødig vilde at Idéen med "Maria Stuart "N skulde bide sig fast i Dem. For (ja, nu vil De rynke paa Næsen, før De selvbevidst stikker den i Sky) hun er nu en Gang Dronning og det tilmed en meget historisk Dronning. Skønt detA nu naturligvis netop frister Dem, der selvfølgelig er som gal og en Hund efter Dronninger, og skønt det overordenlige, der er Deres og som netop er det, der giver Dem Magten, i og for sig vilde gøre Dem "Dronningeagtig" nok – saa tror jeg nu ikke, at Deres Tid for Dronninger er kommen endnu. Deres Maria vilde faa tusind Egenskaber – men den vilde mangle "ampleur"N, den Fylde, som først visse Aar og den fuldkomne Bevidsthed om Midlernes Rækkevidde kan give. Ja, kære Betty, jeg ved meget godt, at dette dybt vil krænke Dem i en hemmelig Bagkrog af Deres Sjæl (ti De vil jo aldeles intet overlade til Aarene og, ja, gu' min Salighed, hvis nogen bød Dem Lady MacbethN, saa tog De hende) men De maa tro, at jeg har Ret alligevel.

Derimod har jeg i den sidste Tid tænkt meget paa PortiaN. De ved, jeg holder ikke meget af Shakespeareske og Goetheske N Roller, fordi de altid er saa altfor store i Tilskuernes Fantasi – paa Forhaand mener jeg.

Men alligevel er jeg, siden vi saaes, kommen til Portia. Og jeg skal sige Dem hvorfor. Hun er ung, og hun har ikke noget Dronning-Navn klistret paa sig, skønt hun er mer end Dronning: for hun er et Geni. Det er Tingen. Ser De, rent praktisk var Rollen god, fordi De vilde magte, hvad ingen af de andre magter. For den ganske Amazon-Trup af Mamsel Portia'er er DommerscenenN clou'en, fordi Scenen her hjælper Gæssene over det. Men Scenen med Bejlerne og med NerissaN bliver for disse Damer Sludder og Vaas – overspændt og pretentiøst Vaas. Den Scene kunde imidlertid De netop spille. Som unge Dyr boltrer sig i en Eng blot for at bruge deres Overmaal af Kræfter, saadan springer Portia rundt – overmodig og solbestraalet – i Ord og i lynsnare Billeder blot for at føle sit eget Overmaal af Aandens Kraft – eller slet ikke af nogen Grund: kun fordi hun kan ikke andet – –

Og Prøven med SkrineneN. Hvor er den hende ligegyldig. Hun ved jo dog saa sikkert, at hun faar den, hun vil ha'e.

Se – alt det kunde De spille. Den hele rige og stolte Følelse af Deres eget unge Selv kunde De lade boble og skumme gennem Portias Ord – – – Det var noget andet end Maria.

Se, nu blev dette en lang Sludder. Men det er jo sjældent, at jeg i Breve bliver saa snaksom. Vil De gøre mig en Tjeneste. De gaar vist ofte forbi Silkegade for at hente Peter N. Vil De da gaa ind hos SchubotheN og faa "Købmanden" og sende mig den. Jeg vilde da maaske hist og her kunne sætte et Par smaa Streger, der vilde kunne give Dem endnu mere Lyst til Portia.

Hils Peter. Hvor han maa være glad og lykkelig.

Herman.