Torsdag.
Kære Dr: Brummerstedt.
Kære Doktor ‒ jeg kan ikke mere. Inat har jeg ikke kunnet sove: jeg véd ikke mer, hvorfra jeg skal tage Maden. Og et ensomt Menneske, som jeg er blevet, har jeg ingen, til hvem jeg kan gaa. Vil De, som allerede har gjort saa uendelig meget for mig, laane mig tyve Kroner og lægge dem i en Konvolut med Bud'et? Tal ikke til Sofie om dette. Hun vilde blive altfor vred. Men opfyld min Bøn. Pengene skal De faa den anden Oktober. Tro mig, jeg skriver dette, fordi jeg er til det yderste forpint og ikke ved Raad mere. Svar med Bud'et. Ti jeg skal gaa herfra Kl. et og jeg er saa forpint.
Deres Ven
H. B.