Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18991213001

Brev fra Bang, Herman til Brummerstedt, V.

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 1605. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. På brevets bagside er påklæbet Otto Linds exlibris: »Herman Bang Samlingen af 1912«.

Bemærkninger Dateringen til medio december 1899 følger det forslag, som Mette Borg har fremsat i sin bog Sceneinstruktøren Herman Bang , 1986, s. 201. Farcen kan i givet fald identificeres som Arthur W. Pinero: Det kjære Barn , der havde premiere 27.1.1900 på Folketeatret i Nørregade, København. ‒ Valdemar Brummerstedt (1868-1941) var Bangs læge fra sidst i 1890’erne til de første år af 1900-tallet.

Onsdag.

Kære Dr.

Deres Brev gjorde mig meget ondt.

1) Hvad Teatersagen angaar, da har jeg udtrykkelig sagt, at alt beroede paa Deres Tilladelse. Hvad der foreløbig er Tale om, er dette, at jeg, medens Charles Kjerulf sætter Farcen i Scene, sidder i en Parketloge for at sé til. Dette troede jeg nok, jeg kunde.

Kære Brummerstedt, hvoraf skal jeg leve? Kan jeg ikke vise mig paa Teatret, da faar jeg kun halv Gage (ↄ: 250 Kr.) hvoraf næsten alt er Afdrag. Jeg kan ikke udholde alle disse Pengepinsler længere. Og hvis jeg nu ikke kan begynde at vise mig paa Teatret vil jeg jo næste Maaned kun have Tredjedels Gage.

De sagde selv, at det jo var umuligt at bestemme en fast Tid for Sygemeldingen. Og nu er der gaaet fjorten Dage. Deres Autoritet vil da absolut intet lide ved, at jeg begynder saa smaat.

Vil De svare mig, om jeg altsaa tør gaa to Timer over paa Teatret imorgen for at sé til. Helst saá jeg Dem jo selv iaften. Er De hjemme, vil jeg komme til Dem.

2) Jeg skriver nu til Hirschsprung, som har lovet at betale de 100 Kr. til Nytaar. Om de trehundrede Kr., jeg har modtaget, navnlig til Lægehjælp ‒ ved jeg virkelig ikke Besked. I den sidste Maaned har jeg ikke modtaget dem. Det er sikkert og saa vidt maa De tro mig. Pengene skal De faa saa snart som muligt.

Vær nu ikke vred og svar mig et Par Ord med Bud'et.

Deres altid hengivne

Herman Bang.