[1899. 22. december] fredag. [København]

Fredag.

Min Ven.

Det er atter lidt bedre med mig ‒ lidt. Men jeg maa slet ingen sé uden Frøken Husum N. Jul faar jeg ingen. Det er som var jeg død. Jeg er ligesom en Mand, der allerede ligger i sin Kiste men som endnu kan sé til. Jeg beder Dem som Julegave give mig halvtreds Kroner ‒ lidt Blomster maa jeg dog sende fra mit Fængsel. Til Frøken Husum vilde jeg gerne bede om et indbundet Eksemplar af »Stuk«N og til mig selv om »Baggesen» N.

Jeg kan jo altsaa ikke sé Dem inden Jul. Men Tak, kære Aage, for dette smerterige Aar, det smerterigeste i mit Liv og, jeg haaber det, det sidste. Dets Smerter har dræbt mig. Deres Godhed skal jeg mindes, saa længe jeg kan mindes.

Jeg har intet Haab mere, ikke noget menneskeligt og ikke noget kunstnerisk. Men jeg vilde gerne have »Det graa Hus«N færdigt ‒ som en sidste Afsked til Menneskene. Denne Verden er uudholdelig, fordi én Slyngel, der ikke kender En, kan tilføje et Menneske Saar saa dybe, at Tusinders Godhed ikke kan læge dem.

Lev vel.

Tak ogsaa Lybecker. Og en inderlig god Jul for Dem begge.

Deres Ven

Herman Bang.

Skriv mig to Ord til om, hvordan det gaar med Salget af mine Bøger. Naturligvis gaar det slet; ti Reaktionen er kommen. Men skriv alligevel Sandheden. Andet bryder jeg mig dog ikke mere om at høre.