Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19000110001

Brev fra Bang, Herman til Hirschsprung, Aage

A København, Det Kongelige Bibliotek, Acc. 2011/94; intet blyantsnummer. Brev, 4 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Dateringen »10/1 1900« er tilføjet med blyant, formodentlig af Aage Hirschsprung.

Bemærkninger Datering: den angivne ugedag i kombination med brevets sekundært anførte datering; denne er formentlig skrevet af Aage Hirschsprung ved modtagelsen af brevet.

Onsdag Aften.

Min kære Hirschsprung.

Jo ‒ jeg kan jo godt ‒ og det er vel det bedste ‒ gennemgaa »Tine«. Meget er der ikke at rette, men nogle Ordgentagelser i Replik'erne bør dog uden al Tvivl stryges.

Paa Guy de Maupassant har jeg taget fat. Udvalget er imidlertid vanskeligt paa Grund af den urimelige embarras de richesse. Man synes uvilkaarligt, at alt maa med ‒ parbleu, da jeg gennemlæste mine egne Bind havde jeg lige den modsatte Fornemmelse.

»Det graa Hus« skal nok komme. Men med et slet opbygget Hus staar hverken De eller jeg mig. Det kan ikke nytte.

Med Brummerstedt har jeg nu atter Kvalm. Han skulde jo have hundrede Kr. efter Nytaar.

De maa nu uvægerligt præsentere December-Anvisningen for Abrahams. Nu har alle faaet Gage ‒ undtagen jeg, der ‒ foruden Anvisningen til Dem ‒ for December endnu har 150 Kr. til Gode. Men jeg faar dem aldrig. Send mig saa »Tine« samt Hefterne af Shakespeare , som jeg ikke har sét siden Hefte 32. Det er otte Maaneder siden.

Jeg har det nu noget bedre. Dog er mit Hoved endnu saare svagt og Manglen paa Kloral lader mig hver Nat ligge vaagen, til den længst er slagen tre. Det er en Smule for langtrukket. Men enfin ‒ la vie est bien triste, soyons gais.

Sympathiquement

H. de B.