Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19000820001

Brev fra Bang, Herman til Pålsson, Astrid

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 5152, 4to. Det 8. brev. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Øverst til højre med blyant og i fremmed hånd: [21/8-1900] , formodentlig skrevet af en ansat på Det Kgl. Bibliotek som en afskrift af poststemplet. Denne dato var imidlertid en tirsdag.

Bemærkninger Den tilføjede blyantsdato refererer antagelig poststemplet på brevets kuvert, der ikke er bevaret; Det Kgl. Biblioteks håndskriftsamling havde tidligere den vane at destruere nyerhvervede breves konvolutter.

Mandag.

Kære Ven.

Hjertelig Tak for Deres Brev. Jeg vilde allerede have skrevet igaar. Men da jeg om Natten ikke havde sovet et Minut men siddet oppe og paaklædt fem Timer, var jeg for elendig.

Hos Witzansky har jeg været og hos Høyer ligeledes. Jeg meddelte overfor alle hans Løgne kort og godt, at han jo selv bedst vidste, jeg ikke var hans Sceneinstruktør, og at jeg i hvert Fald var sygemeldt for hele Sæsonen, saa jeg slet intet Stykke kunde iscenesætte... Naar man tænker sig, hvor fræk denne Bande er. Og ved De, hvem der staar i Spidsen? Helene. Hun kalder sig »en Ven af Bang« og vilde paa Teatret modtage mig med Guirlander... Hvorfor vil hun dog spille denne Komedie? Tænk Dem saa, at Dagen efter kom hun herud ‒ ‒ Hun bliver altsaa ved. Men hvad vil hun opnaa? Det er kun det, som jeg, mildt sagt, ikke forstaar. Naa, hende om det... Iaften kommer Frøken Holst hjem. Saa er der én til i Huset. Jeg er forresten lige glad. Nu gaar mine Dage igen paa en Snor og kun om Nætterne ved jeg ingen Raad ‒ ‒

Hvor dejligt der maa være paa Bregentved. Her er uudholdeligt.

Frøken Ahlstrøm var her iforgaars. Hun var brun som en Zigeunerske, og jeg læste Rolle med hende fra 9-10 om Aftenen. Hun var vild over Forholdene ved Kasino, hvor Fjelstrup allerede er grov som en Stud ‒ ‒

Jeg skal nok skrive meget snart igen.

Lev vel, kære Astrid.

Deres Ven

Herman B.