Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19011003001

Brev fra Bang, Herman til Heise, Oluf

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 798. Brev, 3 sider, skrevet på fortrykt brevpapir: Dr.med. Torrild. og Aalborg d. … . Brevet er dikteret til lægen Johannes Torrild (1870-1908), der også har skrevet Bangs underskrift. Måske kendte Bang ham allerede, da han havde privat lægepraksis i København 1898-1900, før han i 1901 flyttede til Aalborg.

Bemærkninger Bang opholdt sig september-november 1901 i Aalborg og var i oktober patient ved dr. Torrilds nerveklinik i byen.

[Aalborg d.] 3-X-1901.

Kære Hr. Heise.

Tak for de tilsendte Penge. Jeg haaber, de var fra Forlaget og at dette saaledes er gaaet ind paa mine Fordringer. Alligevel kan jeg næppe tro det, thi vedlagte Brev, dateret 1. Oktober, som jeg modtog i Morges fra min Søster, synes rigtignok at vise, at Forlaget, fjærnt fra al Imødekommen, ønsker Krig paa Kniven med det syge Menneske, som hver Dag skriver for det.

Som De vil se, kære Hr. Heise, opsiger Forlaget mine Værelser til 1. November, saaledes at Hr. Hirschsprung i Tirsdags, samme Dag hvor han nægtede mig Penge, tillige har villet sørge for, at jeg fra 1. November ikke mere havde Tag over Hovedet. De Penge, som i halvandet Aar er betalt min Søster, har dog vel været mine, siden »Tines« andet Oplag udkom i Fjor, Subskriptionsudgaven af mine Noveller i dette Foraar, andet Oplag af »det hvide Hus« udkommer nu og »det graa Hus« for de to Tredjedeles Vedkommende allerede er i Forlagets Besiddelse. Jeg kan derfor ikke indrømme, at den Schubotheske Forretning har nogen Ret til at opsige min Lejlighed. Hvis Pengene (alle 250 Kr.) ikke er fra Forlaget takker jeg Dem oprigtigt for dem ‒ men hvad saa? Og hvordan ordne alting?

Vedlagt følger Manuskript for i Dag. Mere følger i Morgen.

Hjærtelige Hilsener

Herman Bang.