Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19020110001

Brev fra Bang, Herman til Neergaard, Niels

A København, Rigsarkivet, Personarkiv 6026: Niels Neergaard, III: korrespondance; intet blyantsnummer. Brev, 2 sider. Sekretær. Underskriften er egenhændig På brevets bagside er med blyant og fremmed håndskrift (Niels Neergaard?) skrevet: Mand, fyldt 74. 500 Kr. aarl.

Bemærkninger Bang fik først fra april 1903 en årlig statsunderstøttelse på 400 kroner på finansloven. ‒ Niels Neergaard var medlem af Folketinget for partiet Venstre uafbrudt fra 1892. Han fik sin første ministerpost i 1908

Gl. Kongevej 25 4 [et hævet "4-tal", for 4.sal] København B.

Fredag 10 Jan. 1902.

Kære Neergaard.

Nej, ved De hvad nu synes jeg, det bliver for galt.

Iaar har jeg (efter mine Lægers Ønske) søgt Statsunderstøttelse og man har ikke taget Gnist af Hensyn til min Ansøgning.

Vil dog ikke De, for gammelt Venskabs Skyld, se at faa at vide, hvilken Grund man giver for dette, som nu rent ud synes en haansk Tilsidesættelse.

Vi er nu saa faa Digtere her i Landet, at det ikke ret vel gaar an at forbigaa mig forat belønne saa og saa mange Skribenter som ingen kender.

Vil De, naar De har erfaret Grunden, sende mig to Ord som Svar ‒ da vilde jeg være Dem meget taknemmelig.

De hjærteligste Hilsener fra

Deres hengivne

Herman Bang.