Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19020410001

Brev fra Nansen, Peter til Bang, Herman

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Brev, 3 sider. Fortrykt brevpapir: Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn, den .

Bemærkninger Brev fra Peter Nansen til Herman Bang, indgået 1957 i Det Kongelige Bibliotek som del af købet af antikvarboghandler Otto Linds ‘Herman Bang Samling af 1912’.

10/4 1902

Kære Bang!

Jeg er meget glad paa dine Vegne over, at Du har faaet en god Bog færdig. Men paa mine egne og Forlagets Vegne er jeg virkelig ikke glad.

De Penge, Du hidtil har hævet her og som Du fremtidig hæver, er, ifølge din egen, af Overretssagf. Heise udfærdigede Forsikring at betragte som Forskud paa fremtidigt literært Arbejde. Og jeg véd ikke, hvordan jeg skal komme afsted med at fortælle Hegel, at den første nye Bog, Du saa faar færdig, sælger Du til et andet Forlag. Du kunde hos os have faaet akkurat samme Honorar – 2000 eller 2500 for 5 Aars Ret – , saa jeg forstaar ikke, hvorfor Du er gaaet udenom os. Du har selvfølgelig ikke tænkt over, at Du gjorde noget, som kunde se mindre hensynsfuldt ud og som ogsaa er i Strid med de Kvitteringer, Du allerede i Fjor Efteraar underskrev til os.

Men Sagen maa jo let kunne ordnes, – jeg vil nødig give Hegel den ubehagelige Overraskelse. Du har jo den gode Undskyldning overfor Bojesen, at Du ikke havde erindret Ordlyden af din Forskrivning til os. Og som sagt: Du kan faa akkurat de samme Betingelser her. Og Summen udbetalt ubeskaaret og kontant.

Din

Peter Nansen