Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19021122002

Brev fra Bang, Herman til Heise, Oluf

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 833. Brev, 2 sider. Herman Bang.

Bemærkninger Bang kan have skrevet brevets dato forkert. Oplysningen om at han ’læste iaftes’ hentyder formentlig til hans oplæsning 26.11.1902; følgelig må brevets snarere være skrevet torsdag 27.11.1902

22.11.1902.

Kære Ven.

Jeg afsendte altsaa iforgaars Begyndelsen ‒ en Tredjedel ‒ af »Ravnene« til Nansen. Og igaar fik jeg følgende Brev: Nansen vil altsaa have Bogen ud til Jul og jeg maa gøre den færdig paa ‒ ‒ ti Døgn!

Det er »Det Graa Hus« om igen.

Skal det lykkes, maa jeg imidlertid være fri for at tænke paa Penge. Og jeg beder Dem derfor give mig et Forskud paa min Oplæsningsindtægt, hvor jo alt, regnskab og Penge, skal indsendes til Dem. Maa jeg faa 150 Kr? som Hr. Windfeld saa paa Torsdag tager fra, naar han faar Afregning fra Hr. Gleesen? Jeg maa have Benklæder og mange Ting. Og kan ikke have noget i mit Hoved udover »Ravnene«.

Har De eller Deres Kone læst »Sommerglæder«? Der er, som sædvanlig, aldrig nogen, der siger mig noget om mine Bøger.

Jeg læste iaftes med overordenlig Kraft ‒ trods min Forkølelse.

Deres Ven

H. B.